Ekspert om Donald Trumps og Vladimir Putins møde i aften: Kan ende katastrofalt for Europa

I aften klokken 21 sker der noget, som verden ikke har set i seks år.
To af verdens absolut mest magtfulde mænd, Donald Trump og Vladimir Putin, skal stå ansigt til ansigt for at tale om især krigen i Ukraine, som Rusland valgte at indlede en februardag i 2022.
Når så indflydelsesrige personer møder hinanden, holder resten af verden - inklusiv Danmark - vejret, for deres møde kan vende op og ned på vores hverdag, som vi kender den.
Det fortæller DRs journalist og ekspert Steffen Gram til mediet.

Ifølge flere udenlandske medier herunder The Hill, sagde Donald Trumps vicepræsident J. D. Vance for under en uge siden, at USA ikke længere vil spytte penge i den store militærkasse til Ukraine.
De vil med andre ord ikke længere involvere sig i krigen.
Hvis det er rigtigt, så mener Steffen Gram, at det kan ende helt galt.
- Er det virkelig rigtigt, at Trump vil holde op med at finansiere og være en del af konflikten om Ukraine, at han simpelthen siger til europæerne og ukrainerne, at nu er det jeres, så vil det være afgørende katastrofalt for Ukraine og for Europa.
Men hvor mange penge donerer USA egentlig til krigen?
En kæmpe stor portion. Det skrev den uafhængige tænketank Kiel Institute for the World Economy tilbage i juni.
For to måneder siden havde USA doneret cirka 485 milliarder danske kroner, og Europa havde doneret 537 milliarder danske kroner.
Det betyder, at hvis Trump stopper sin støtte, bliver den europæiske regning næsten fordoblet, hvis pengestrømmen til Ukraine skal opretholdes.