Kendte15. august 2025

Eksperter revser Emil Thorups dæmonisering af havregryn

Den danske influencer og podcastvært mener, at havregryn er dessert, og korn er bandlyst hjemme hos ham. Tre eksperter går i rette med hans udtalelser, der kaldes "noget sludder"
Emil Thorup har i de seneste år været meget optaget af longevity og kampen for at leve længere. Han drømmer selv om at blive 180 år gammel.
Emil Thorup har i de seneste år været meget optaget af longevity og kampen for at leve længere. Han drømmer selv om at blive 180 år gammel.
 Foto: Mikael Rieck

LÆS OGSÅ: Emil Thorups kæreste må se langt efter sex

Stop med at spise havregryn.

Sådan var konklusionen hos influencer, podcastvært og iværksætter Emil Thorup i podcasten 'Healthful Thoughts', da han deltog 25. marts i år.

Det skriver TV 2, der har forelagt Thorups påstande om korn for tre eksperter.

- Korn – bare stop med at spise det. Det er jo 'peasant food'. Altså, det er jo mad til bønder. Det er jo lavet til at fede en befolkningsgruppe op, siger Thorup i podcasten, hvor han også påstår, at korn får ens blodsukker til at tæske i vejret.

- Også selvom du bare spiser det uden sukker og bare med mælk på. Det er ikke en morgenmad, det er en dessert.

Generelt er kornprodukter bandlyst hjemme hos Thorup, der i podcasten også angriber rugbrød, der fremstår uskyldigt, fordi det også får blodsukkeret til at stige.

Emil Thorups kommentarer er blevet delt på Instagram, hvor folk i kommentarfeltet langt fra er imponerende.

Det samme gælder tre ernærningseksperter - Stina Dannerfjord, Martin Kreutzer og Umahro Cadogan - som TV 2 har talt med.

Sidstnævnte kalder blandt andet påstanden for "åbenlyst forkert", mens førstnævnte kalder det "noget sludder".

- Det er en unødvendig, unuanceret dæmonisering af noget, som er mangfoldigt og skal sættes i perspektiv til hvilket korn i hvilken situation til hvilket menneske, siger ernæringsøkonom- og konsulent Martin Kreutzer.

Eksperterne understreger alle, at man selvfølgelig ikke udelukkende skal spise korn, men at de skal indgå i en varieret kost, ligesom de slår fast, at det altså ikke er problematisk, at blodsukkeret stiger inden for normalområdet. Det er faktisk meningen med kulhydratprodukter.

SE og HØR arbejder på en kommentar fra Emil Thorup, der i skrivende stund ikke er vendt tilbage. Ifølge TV 2 er han heller ikke vendt tilbage på deres henvendelser.

Sponsoreret indhold