Stefan Jepsen fra TV 2-program overfuset på gaden: - Du skal løbe

- Når man er så tyk, som dig, så skal man løbe i stedet for at cykle.
Sådan lød overfusningen fra den fremmede mand, som netop var steget ud af bilen foran Stefan Jepsen i det centrale Odense sent onsdag aften.
Stefan Jepsen er kendt fra TV 2-programmet "Stor Mand", hvor seerne kunne følge hans kamp for at smide kiloene.
Det var under en cykeltur onsdag aften, at han pludseligt blev råbt an, da bilen med de fremmede mænd stoppede op foran ham.
- Han begynder at fortælle mig at når man er så tyk som mig bør jeg løbe i stedet for at cykle, for ellers vil jeg aldrig tabe mig, skriver Stefan Jepsen om episoden på sin Facebook.
- Min første tanke var hold kæft en idiot, og fortælle ham det, skriver Stefan Jepsen videre.
- Men da jeg opdager, at der sidder to mænd mere i bilen, tænkte jeg det nok var klogeste at lade være, hvorfor jeg blot kiggede på ham rystede på hovedet, og cyklede videre, lyder det fra TV 2-deltageren.
På bagkant af oplevelsen opfordrer Stefan Jepsen til, at folk tænker sig om og taler ordentligt til hinanden - også selvom man vejer for meget.
- Hvad sker der for, at selv når et overvægtigt menneske aktivt prøver at skabe en ændring i sit liv, skal det fornedres i offentligt rum?, spørger Stefan Jepsen retorisk.
Han understreger dog, at han ikke lader sig slå ud af episoden og de dårlige kommentarer fra den fremmede mand.
- Heldigvis har jeg fornuften til hurtigt at ryste den slags af mig igen, en egenskab jeg kraftigt tvivler på dem i bilen besidder, skriver han.
Stefan Jepsen har tabt sig mere end 200 kilo, og det har han blandt andet gjort ved at cykle. Derfor var der ikke noget at sige til, at kommentarene gav anledning til hovedrysten.
Han slutter sig opslag med at opfordre til, at man i stedet for nedladende kommentarer i det offentlige rum - i stedet smiler til hinanden og taler ordentligt sammen.