Deler tidspunktet: Her skal Donald Trump og Vladimir Putin mødes

USA's præsident, Donald Trump, og den russiske præsident, Vladimir Putin, mødes fredag klokken 11.30 lokal tid - 21.30 dansk tid.
Det skriver Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet har Putin forud for topmødet talt til flere af Ruslands topembedsmænd for at informere om situationen.
- Jeg vil gerne fortælle jer om, hvilket stadie vi er på med den amerikanske administration.
- Jeg mener, at de gør en meget stor indsats for at stoppe kampene og krisen i Ukraine, samtidig med at de arbejder på aftaler, der gavner alle parter, lød det angiveligt fra præsidenten ved mødet.
Det lyder desuden, at Putin mener, at freden vil blive styrket, hvis USA og Rusland kan nå til enighed om kontrol af strategiske våben.
Ifølge Putins rådgiver Yuri Ushakov vil præsidenterne på fredagens møde diskutere "det store potentiale" i økonomiske bånd mellem USA og Rusland - samt udsigterne til at ende krigen i Ukraine.
Rådgiveren har ifølge nyhedsbureauet sagt, at det "selvfølgelig" er Ukraine, der er fokus for mødet, men at sikkerhedspolitik i et bredere perspektiv og internationale problemer også vil blive drøftet.
- Det er forventet, at der vil blive udvekslet synspunkter angående udviklingen af et yderligere bilateralt samarbejde, heriblandt handel og økonomi, siger Ushakov ifølge Reuters.
Til at begynde med vil de to ledere mødes alene, mens de senere vil afholde et fælles pressemøde, lyder det.
Yuri Ushakov tilføjer, at præsidenten vil rejse sammen med flere fra den russiske regering. Det gælder blandt andre udenrigsminister Sergej Lavrov.
Mødet mellem Donald Trump og Putin finder sted på en militærbase i byen Anchorage i Alaska.
Valget er ifølge CNN faldet på det afsides mødested grundet den arrestordre for krigsforbrydelser, som Den Internationale Straffedomstol udstedte mod Putin i 2023.
På grund af arrestordren var flere europæiske lande ikke en mulighed.