Sport18 timer siden (opd. 17 timer siden)

10-årig yngste kvindelige internationale skakmester

En 10-årig pige fra Storbritannien har som den yngste nogensinde opnået skaktitlen kvindelig international mester

En 10-årig pige fra Storbritannien har som den yngste nogensinde opnået skaktitlen kvindelig international mester.

Det skriver BBC.

Bodhana Sivanandan, der kommer fra Harrow i den nordvestlige del af London, er samtidig den yngste kvindelige spiller, der har vundet over en stormester.

Det skete tidligere på måneden, da skaktalentet slog den 60-årige Peter Wells under det britiske skakmesterskab i Liverpool.

Hun slog den tidligere rekord fra amerikanske Carissa Yip, som var omkring et halvt år ældre end Bodhana Sivanandan, da hun vandt over en stormester.

Skolepigens nye titel er den næsthøjeste af de skaktitler, der kun gives til kvinder. Den højeste er kvindelig stormester.

Kvinder kan også opnå den generelle titel som stormester, som gælder for begge køn. Her bruges der dog andre regler end for de titler, der kun gives til kvinder.

Bodhana Sivanandan slog også sidste år en rekord.

Forud for skakoplympiaden i Ungarn blev hun som den yngste nogensinde udtaget til det engelske skaklandshold for kvinder.

Til BBC har hendes far tidligere fortalt, at han ikke aner, hvor talentet kommer fra.

Hverken han eller hans hustru, der begge er uddannet som ingeniører, er særligt gode til at spille skak, og det er ikke lykkedes ham at finde nogen i familien, der har spillet på højt niveau, har han sagt.

Selv har den unge Bodhana Sivanandan givet udtryk for, at hun har ambitioner om en dag at blive verdensmester.

Hun begyndte at spille skak under coronapandemien, da hun var fem år, fortalte hun sidste år til BBC.

- I 2020 under covid-19 skulle en af mine fars venner hjem til Indien, og han gav os noget legetøj og nogle bøger. I en af poserne så jeg et skakbræt, og jeg fandt brikkerne interessante.

- Jeg ville gerne bruge dem som legetøj. Men min far sagde, at jeg i stedet kunne spille med dem, og så begyndte jeg der, lød det i 2024 fra Bodhana Sivanandan.

Sponsoreret indhold