Susse Wold rystet over sure breve: Så svarede jeg

LÆS OGSÅ: Ærlig Susse Wold om Erik Mørk: Ikke et chok at manden var homoseksuel
- Jeg sagde jo bare ja, jeg tænkte ikke mere over det, siger Susse Wold, som i snart 40 år har været præsident for AIDS-fondet.
Onsdag aften fortæller hun sin historie på Rådhuspladsen til et Pride-arrangement, der markerer fondets jubilæum.
- Men da jeg modtog den første check til AIDS-fondets arbejde, der fik jeg en hel masse anonyme breve et par dage efter. Det var meget ubehageligt, for det var folk, der sagde ”tænk, at sådan en pæn pige kan beskæftige sig med sådan noget svineri”.
Folk skrev også, at de ikke længere ville støtte hendes arbejde som skuespiller eller købe billetter til noget, hun var med i.
- Det blev jeg faktisk lidt rystet over i begyndelsen. Jeg tænkte ”det ved jeg ikke, om jeg kan klare, det her”.
- Men så talte jeg lidt fornuftigt med mig selv – det skal man gøre en gang imellem. Så er det faktisk vigtigt, at man svarer. Så jeg svarede, at når folk reagerer sådan, så er der virkelig brug for mit ansigt.
Siden har Susse Wold ikke set sig tilbage og kan snart fejre 40 år som præsident for AIDS-fondet, hvor hun har været en stor stemme i kampen mod hiv og aids og den diskrimination, der ofte følger med.