Krimi13. august 2025 (opd. 13. august 2025)

Norsk mand frifundet for 47 år gammel voldtægt

En norsk mand på 72 år er blevet frifundet i en voldtægtssag fra 1978

En norsk mand på 72 år er blevet frifundet i en voldtægtssag fra 1978, hvor han blev idømt 60 dages ubetinget fængsel.

Det skriver det norske TV 2.

Han blev dømt for et overgreb, der skulle have fundet sted fem år før i en lille bygd i området Trøndelag.

Det er Sunnmøre Tingrett i byen Ålesund, der onsdag afsagde kendelsen og dermed rensede den 72-årige for overgrebsanklagerne.

Norske TV 2 skriver, at den frikendte mand er meget tilfreds med afgørelsen.

- Endelig er der kommet en korrekt afgørelse, og han er frifundet. Han oplever endelig, at der bliver troet på det, han har sagt hele tiden, siger mandens forsvarer, Frode Wisth, til mediet.

Sagen blev taget op igen, fordi kvinden, som manden blev dømt for at have udsat for overgreb, fødte et barn året efter det påståede overgreb.

I en civilsag blev den dengang 21-årige mand dømt til at være faren til barnet.

Og i 2022 blev den faderskabssag atter et tema for domstolen, da det bliver afgjort i retten, at manden ikke er far til barnet alligevel.

I samme ombæring valgte manden derfor at indbringe den tidligere straffesag til nævnet for genoptagelse af straffesager, der besluttede at genåbne sagen.

Ny efterforskning og afhøring af vidner, der ikke tidligere var blevet afhørt i sagen, endte med at føre til, at der ikke var bevismæssigt grundlag for tiltalen.

Bistandsadvokaten for kvinden, der anklagede manden for overgrebet, fortæller, at kvinden er skuffet over frifindelsen.

- Hun synes, det er helt galt, siger forsvarsadvokaten til norske NRK.

NRK har spurgt mandens forsvarer, om han vil søge erstatning.

- Nu skal han først have tid til at tænke, så får vi at se, hvad der sker, siger forsvareren.

Sponsoreret indhold