Københavns Politi har i sagen om et drab i Tingbjerg fundet en elcykel, hvis ejer nu efterlyses.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Drabsmanden kørte på cyklen til og fra gerningsstedet i den københavnske bydel, hvor han den 20. juli skød og dræbte en 32-årig mand, skriver politiet. To yderligere mænd blev såret.
Der er tale om en elcykel af mærket Moustache Friday 28.

Politiet mener, at den var stjålet.
- Gerningsmanden eller dem, der hjalp ham, har formentlig stjålet cyklen i tiden op til drabet.
- Derfor har vi ingen formodninger om, at ejeren har noget med selve sagen at gøre, men vedkommende kan have oplysninger af væsentlig betydning for efterforskningen og må meget gerne tage kontakt til os, siger politikommissær Michael Klausen i pressemeddelelsen.
Skyderiet den 20. juli skete på Ruten.
Efterfølgende er ni mænd i alderen 21 til 38 år blevet anholdt og sigtet for medvirken, hvoraf seks er blevet varetægtsfængslet.
Politiet har dog ikke fundet gerningsmanden.
Han beskrives som mellem 170 og 180 centimeter høj og iført sort tøj og en hættetrøje. Muligvis havde han en bandana eller halsedisse trukket op foran ansigtet.