
Køleskabsmordet i Frankrig: Fængslet dansker konkurs igen

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til jonas.sand@sh.dk
LÆS OGSÅ: Mistænkt for køleskabsdrab: Nu er hans lejlighed solgt
Mens en dansk forretningsmand i snart tre år har siddet varetægtsfængslet for mord i Frankrig, ramler hans liv i Danmark mere og mere, og han er netop gået konkurs med endnu et firma.
Det var i efteråret 2022, at den nu 34-årige dansker, som har skiftet navn, blev anholdt og smidt i fængsel, da politiet mente, at han stod bag drabet på Sasia Amalie Morsø.
Den 30-årige danske kvinde, der var kendt fra TV3's designer-konkurrence "Trendsætterne", var hans kæreste og forsvundet på mystisk vis. Siden fandt man hendes lig i et køleskab i deres sydfranske hjem, hvor det stod klart, at hun var blevet skudt.
Der er endnu ikke faldet dom i sagen, og mens fransk politi stadig efterforsker drabet, bliver hans økonomiske situation også undersøgt nærmere herhjemme.
Det koster ham nu endnu en virksomhed, kan SE og HØR nu afsløre.

Således er endnu et af hans selskaber netop taget under konkursbehandling.
Firmaet blev ifølge SE og HØRs oplysninger begæret konkurs lidt over en måned, før retssystemet for nylig officelt afsagde konkursdekret over selskabet.
Den 34-årige forretningsmand ejede 100 procent af selskabet, som han også tidligere har været direktør for. Men efter fængslingen i Frankring har forskellige familiemedlemmer haft den post efter ham.
Afsløret af bekendte
Det var bekendte til den nu 34-årige erhvervsmand, der fik ham anholdt i efteråret 2022.
Den danske iværksætter bad dem fragte et køleskab til lossepladsen. Han påstod, at han havde dræbt en hund, men det lugtede så slemt, at hans kammerater brød den påsatte hængelås op.
I køleskabet fandt de rigtigt nok en hund, men altså også liget af erhvervsmandens 30-årige kæreste, som var blevet skudt.
Derfor blev danskeren anholdt, og han har siden siddet varetægtsfængslet.
Politiet fandt desuden flere skarpladte våben, kokain og hash samt endnu en død hundehvalp i en fryser i parrets hjem.
TV 2 undersøgte sidste år nærmere, hvad status var på sagen. Dengang forklarede Liselotte Kruse, ekstern lektor ved Aarhus Universitet og translatør med speciale i dansk-franske juridiske forhold, at der godt kunne gå yderligere halvandet år, før sagen kom for retten.
Det skyldtes, at det franske retssystem er indrettet på en måde, der gør, at sagerne generelt tager længere tid end i Danmark.
Artiklen er et år gammelt, og det kan altså forventes, at sagen kan komme for retten i løbet af et halvt års tid.
SE og HØR forsøgte sidste måned at få fat i fransk politi for at høre nærmere om sagen. De vendte dog aldrig tilbage.
Fra en ung alder var den danske iværksætter og erhvervsmand en succes, der formåede at tjene millioner på sine forretningseventyr, men billedet begyndte at krakelere omkring det tidspunkt, hvor han blev fængslet i Frankring.
Umiddelbart efter fængslingen gik et af mandens andre selskaber konkurs. Firmaet ejede han sammen med to andre, men den varetægtsfængslede drabsmand var adm. direktør.
Få måneder inden drabet på den danske kvinde havde firmaet afleveret regnskab med et overskud i millionklassen, men firmaets revisorer tændte alarmklokkerne. De kunne ikke garantere, at regnskabet var retvisende - faktisk det modsatte.
"Det er vores opfattelse, at årsregnskabet (...) ikke giver et retvisende billede," som revisoren skriver i en såkaldt afkræftende konklusion.
Erhvervsstyrelsen endte da også med at underkende regnskabet og trække det tilbage, få dage efter selskabet i efteråret 2022 blev begæret konkurs.
Kræver millioner
Det kan meget vel været konkursen fra 2022, der nu trækker den fængslede erhvervsmands personlige selskab med i graven.
I hvert fald afleverede firmaet sidste år regnskab og afslørede, at der var en større strid mellem konkursboet og det nu konkursramte selskab.
Kuratorer har ifølge regnskabet anmeldte et krav på mere end tre millioner kroner i firmaet, som de dog ikke er enige i. Derfor nægter de at betale og kræver i stedet et endnu større beløb betalt fra konkursboet.
Regnskabet, der dækker 2023, viste et underskud på mere end to millioner kroner, men der dog stadig var et større millionbeløb i egenkapital.
Den advokat, der er blevet indsat som kurator i den nye konkurs, er den samme kurator fra 2022-konkursen.
SE og HØR har rakt ud til vedkommende, som dog i skrivende stund ikke er vendt tilbage.
Det samme gælder repræsentanten for det konkursramte selskab.
