Historisk retssag i Danmark: Er det chikane at kalde en transkvinde for ”ham”?

Tirsdag finder en historisk sag sted i Retten i Lyngby.
For første gang i Danmark skal en domstol tage stilling til, om det er ærekrænkende at omtale en person i strid med deres juridiske køn. Det, der på moderne dansk kaldes “fejlkønning”.
I sagens ene ringhjørne står Nadia Jacobsen, en juridisk kvinde født som mand, og i det andet psykoterapeut Lotte Ingerslev.
I marts 2024 skrev Lotte Ingerslev et blogindlæg, hvor hun konsekvent omtalte Nadia som “mand”.
Samtidig trak hun tråde til Nadia Jacobsens fortid, blandt andet med materiale fra pornografiske sammenhænge.
Ifølge Nadia Jacobsen er blogindlægget, der først om fremmest handlede om DBU's anbefalinger om inklusion af transkønnede, ikke bare en provokation, men direkte chikane.
Indlægget gav nemlig blandt andet indtryk af, at transkønnede blot skifter køn for at tilgå kvindernes omklædningsrum ifølge Nadia Jacobsen.
- Sagen var også blevet ført, selvom Lotte havde skrevet "transkvinde" i stedet for "mand". Det handler om udsagnene om min identitet og mine motiver, siger Nadia Jacobsen til TV 2 Kosmopol.
Hun forklarer, at hun ofte bliver fejlkønnet, og at denne specifikke sag for hende handler om en bevidst offentlig udstilling, der er blevet delt bredt på sociale medier.
På den anden side står Lotte Ingerslev fast på, at sagen handler om ytringsfrihed.
Hun afviser over for TV 2 Kosmopol, at et juridisk kønskifte kan ændre den virkelighed, hun kan se, når hun kigger på Nadia Jacobsen.
På sin blog har Lotte Ingerslev desuden bragt de 67 citater, som hun er blevet stævnet for.