RealityI går

"Gift ved første blik"-deltager stiller op til valg - DR kritiseres fra egne rækker

Det undrer værter fra DR, at en lokalpolitiker kan få lov at deltage i "Gift ved første blik", når det kører lige før valget
Deltagerne i sæson 11 af "Gift ved første blik"
Lasse på 41 år er fra Virum og arbejder som specialkonsulent hos politiet og er samtidig lokalpolitiker for de Konservative.
 Foto: Peter Refsgaard/Snowman Productions

LÆS OGSÅ: Det bli'r i familien: Jakob Olriks nevø med i "Gift ved første blik"

Lasse Vilhelmsen, der deltager i den kommende sæson 11 af "Gift ved første blik", er et geni.

Det mener radiovært Andreas Kousholt fra DR's "Go'Morgen P3".

- Det er jo altid fascinerende med geniale mennesker, og der er et genialt menneske med, som hedder Lasse Vilhelmsen. 41 år gammel, far til to, politibetjent, og så er han lokalpolitiker i Lyngby-Taarbæk kommune, siger værten i programmet.

Det er godt tænkt, påpeger medvært Liva Manghezi, og Andreas fortsætter:

- Det er nemlig stinkende godt tænkt, for hvad er det nu, der sker til efteråret? Nåh ja: Der er kommunalvalg. Det er i november. Hvornår starter det her program? Det starter 21. august. Så kører det i otte uger frem, det vil sige, at den her mand, hvis han gør en god figur i det her program, så kan han simpelthen lave så absurd god reklame for sig selv lige op til kommunalvalget.

- Årh, det er sygt, tilføjer medvært Lasse Knudsen.

- Jeg fatter ikke, at man må. Altså jeg kan ikke forstå, at DR - hvor vi jo er så bange for at gøre ting forkert - har ladet den her køre igennem. Det har man så gjort. Og hey, jeg sætter mig ikke op på nogen høj hest, jeg anerkender bare PR-arbejdet hos de konservative politikere i Lyngby-Taarbæk kommune, lyder det fra Andreas Kousholt.

Andreas Kousholt er en af tre værter på Dr-programmet "Go'Morgen P3".
Andreas Kousholt er en af tre værter på Dr-programmet "Go'Morgen P3".
 Foto: Agnete Schlichtkrull

Lasse Lilja Vilhelmsen oplyser, at man har haft snakken om ovenstående problematik.

- DR har garanteret mig, at alle regler er overholdt, siger han til SE og HØR.

Det svarer DR

Til SE og HØR fortæller DR-redaktør Anna Askov, at man tidligt i castingprocessen har gjort sig overvejelser omkring at have en deltager, der stiller op i politik.

- Vi har allerførst tjekket, om det var i overensstemmelse med DR’s etiske retningslinjer, og det bliver også hurtigt tydeligt, at Lasse selv ønsker at holde det adskilt. Det her et er kærlighedseksperiment, hvor Lasse forsøger at finde den store kærlighed, og det har ikke særlig meget med politik at gøre.

DR skal ifølge sine etiske retningslinjer være opmærksomme, hvis kandidater optræder i fladen under valgkamp, men da der er langt over tre uger til valgdagen, når sidste afsnit af ”Gift ved første blik” sendes 9. oktober, er det inden for skiven.

- Vi vurderer, at det ikke er i strid med retningslinbjerne. Og så er det klart, at det er vigtigt også at have en snak med Lasse om, at de to ting er vældigt adskilt, og det har han også selv et ønske om.

At en af de få oplysninger, DR forleden fortalte seerne om Lasse, er dog, at han udover at være specialkonsulent hos politiet er lokalpolitiker for Konservative i Virum.

- Der står jo også, hvad de andre arbejder med. Så det har vi sådan set heller ingen bekymringer ved, netop fordi vi ikke sender programmet i valgperioden.

- Formatet har en meget anden karakter end et sted at føre valgkamp. Det er i hvert fald et meget risky sted at føre valgkamp. Men det må du vente at se i programmet.

Kan du forstå, hvis seerne synes, det virker malplaceret eller som dårlig timing?

- Jeg har svært ved at se, hvad man som seer skulle føle var malplaceret. Det ville jeg kunne forstå, hvis vi følger Lasse i valgkampen eller til politiske møder eller lagde platform til en masse politiske budskaber, men det har vi været meget opmærksomme på ikke at gøre. I øvrigt viser vi aldrig, hvor de medvirkende arbejder.

- Så jeg ville kunne forstå, at det var malplaceret, hvis vi havde portrætteret det, men det gør vi ikke – det handler om Lasse som privatperson.

Lasse Lilja Vilhelmsen var allerede bekendt med undringen fra P3-værterne, da vi kontaktede ham.

- Jeg hørte det samme program i morges. Det var lidt sjovt. Jeg har fra starten sagt, at min deltagelse på ingen måde skulle handle om, at jeg stiller op på nogen måde. Det her er mit eget personlige projekt, som intet har med politik at gøre. "Gift ved første blik" handler for mig om at finde ind til den kærlighed, vi måske alle drømmer om.

Hvordan har du det med, at folk tænker, du har meldt dig for at få opmærksomhed eller promovering op til valget?

- Jeg vil være rigtig ærgerlig over, hvis folk skyder mig det i skoene. Dem, som kender mig ved, at jeg deltager 120 procent for at finde kærligheden, og dem, som ser med, håber jeg, vil se det samme.

- Med hensyn til opmærksomhed, så behøver jeg kun opmærksomhed fra en person: Hende, som jeg blev matchet med. Men det her handler om noget helt andet end valget. Det håber jeg, at folk vil se og være enige i.

Den påfaldende timing er helt tilfældig, fortæller han.

- Jeg føler mig enormt privilegeret over at have fået chancen for at finde kærligheden. Som I har læst, har der været rekordmange ansøgere, så timingen og den endelige deltagelse har jeg ikke selv haft noget at gøre med. Jeg var heldig, at der blev fundet mig et godt match.

Lasse er i øvrigt søn af tidligere minister Annette Vilhelmsen.

Læs mere om det her.

Sponsoreret indhold