Det bli'r i familien: Jakob Olriks nevø med i "Gift ved første blik"

LÆS OGSÅ: Her er deltagerne i sæson 11 af "Gift ved første blik"
Når DR blænder op for sæson 11 af "Gift ved første blik", er det med en deltager, der har god støtte med hjemmefra.
Otto Gren Olrik, som er en af de 10 danskere, der bliver viet med en fremmed i programmet, har nemlig en tv-vant onkel.
Det afslører det særlige efternavn, Olrik.
Otto er nemlig i familie med forfatter og sexolog Jakob Olrik.
- Det er min onkel, fortæller han til SE og HØR.
Jakob Olrik er et kendt blandt andet som debattør og senest på grund af sin medvirken i DR-programmet "De unge kærester".
- Vi er rimelig tætte. Vi arbejdede sammen i et par år under Covid. Han har ikke haft nogen indflydelse på min optræden i programmet dog, men jeg snakker jævnligt med ham, fortæller Otto Gren Olrik.
Selv om Jakob Olrik ikke har været inde over sin nevøs tv-optræden, bifalder han selvfølgelig, at Otto bliver viet for rullende kamera i "Gift ved første blik".
- Det støtter han 100 procent op omkring. Han har jo selv lavet så meget tv, at andet ville være overraskende.
Otto og Jakob har udover efternavnet også det til fælles, at de begge er forfattere.
- Både min mor og ham er forfattere. Så jeg kan ikke løbe fra, at jeg nok er blevet påvirket af det. Jeg skriver en del ligesom Jakob, og vi giver ofte feedback til hinanden, omend vores tekster er meget forskellige.
Mens Jakobs tv-optræden handlede om den store aldersforskel mellem ham og hans 29 år yngre kæreste, Astrid Lund Johansen, bliver Otto tilsyneladende smedet sammen med en jævnaldrende i sæson 11 af "Gift ved første blik".
Jakob og Astrid er netop blevet forældre til barn nummer to.