Kongelige9 timer siden

Søren Le Schmidt afslører detaljer om dronning Mary-møder: – Det er ikke så fjernt

Kjoledesigneren har efterhånden stået bag et hav af dronning Marys kjoler, og på Smukfest satte han ord på det kongelige samarbejde
Søren Le Schmidt har med årene lært dronning Mary lidt bedre at kende end mange andre kendisser. På Smukfest afslørede kjoledesigneren lidt detaljer om, hvordan det foregår, når der skal designes en kjole til dronningen.
Søren Le Schmidt har med årene lært dronning Mary lidt bedre at kende end mange andre kendisser. På Smukfest afslørede kjoledesigneren lidt detaljer om, hvordan det foregår, når der skal designes en kjole til dronningen.
 Foto: Dan Mariegaard & Hanne Juul

LÆS OGSÅ: Prinsesse Josephine skifter skole

For syv år siden fik Søren Le Schmidt, 37, et opkald, som skulle vise sig at ændre rigtig meget i hans liv.

Kjoledesigneren fik til opgave at designe den daværende kronprinsesse Marys kjole til nytårskuren i 2018.

Sidenhen er det blevet til et hav af kjoler til Mary – blandt andet den ikoniske tronskiftekjole fra sidste år.

På Smukfest var kendisdesigneren hovedperson i en talk, hvor han kom ind på, hvordan det fungerer, når dronningen af Danmark skal have styr på en kjole til et stort arrangement.

Her afslørede Søren Le Schmidt, at der faktisk ikke er så meget særbehandling, bare fordi det er dronning, der skal bruge en kjole.

- Det foregår faktisk fuldstændig ligesom hvilken som helst anden kunde. Jeg spørger, hvilket arrangement det er til, om der er bestemte smykker, som skal bæres. Alle sådan nogle ting, som spiller ind, når jeg skal designe en kjole. Men ellers synes jeg, at det er ret frit.

Svaret chokerede skuespiller Sofie Torp, som var med på scenen på Smukfest, som ikke helt kunne forstå, at Le Schmidt bare kommer ind med kjolen til dronning Mary, som så prøver den på.

- Det foregår ligesom en fitting med dig, Sofie. Så prøver hun den på, og så sætter jeg nogle nåle, finder ud af, hvordan og hvorledes, og man prøver nogle forskellige sko, for at finde ud af, hvordan det hele skal se ud.

Der er dog lige ét punkt, hvor der alligevel bliver forskelsbehandlet. Sofie Torp nævner, at Søren Le Schmidt – med måde – kan være lidt hård, når skuespilleren skal have designet en kjole.

Til kunst- og kulturbal tidligere på året fik Søren Le Schmidt atter lov til at hilse officielt på dronning Mary.
Til kunst- og kulturbal tidligere på året fik Søren Le Schmidt atter lov til at hilse officielt på dronning Mary.
 Foto: Hanne Juul

Her har kjoledesigneren flere gange foreslået, at Sofie Torp skal have bar kasse og vise lidt hud. Og det kan Søren Le Schmidt ikke foreslå på samme måde til dronning Mary.

- Der er selvfølgelig en eller anden form for etikette, og det skal der også være. Man siger også ”dem” og ”de” og ”deres”. Det gør jeg ikke til dig, Sofie.

- Men ellers er det ikke så fjernt. Og jeg kan også godt lide at udfordre det lidt. Jeg synes, at dronning Mary er et kæmpe stilikon og er vildt god til at bruge dansk design, og at genbruge sine ting, og det synes jeg, er vildt sejt.

Sponsoreret indhold