To 20-årige mænd er lørdag blevet varetægtsfængslet efter et røveri og overfald med kniv ved Tapperitorvet nær Carlsberg Station i København tidligt lørdag morgen.
Det oplyser central efterforskningsleder i politikredsen Kenneth Jensen til Ritzau.
De to mænd er sigtet for at have stukket en 23-årig mand to gange med kniv.
- Han står ved busstoppestedet med sit løbehjul og efter trussel med kniv frarøver de ham elløbehjulet, siger efterforskningslederen.
- Han er uden for livsfare, og vi har afhørt ham, tilføjer han om den forurettedes tilstand.
Mændene sigtes for røveri og kvalificeret vold. Kvalificeret vold er en bestemmelse, der omhandler angreb mod legemet, som er af særligt rå, brutal eller farlig karakter.
Efterforskningslederen fortæller, at politiet kom på sporet af de to mænd, da de har en mistanke til dem i en anden sag, der også omhandler røveri.
I den sag er der tale om et røveri af en cykel under trussel med kniv, oplyser efterforskningslederen.
Mændene blev anholdt i går aftes på Vesterbro og derefter fremstillet i et grundlovsforhør søndag, hvor en dommer skulle tage stilling til, om de kunne varetægtsfængsles.
Mændene skal indtil videre sidde fængslet i 25 dage, imens politiet efterforsker sagen videre.