Der er kommet 3000 forslag fra borgere til navnet på en kommende app, der skal fungere som aldersverifikation, hvis man eksempelvis vil købe alkohol i et supermarked eller færdes på sociale medier.
Det skriver Jyllands-Posten, der har fået aktindsigt i de bud på navne, som borgere er kommet med til Digitaliseringsministeren.
Blandt forslagene er navne som "Statstyranni", "Big Brother" og "MitEuropæiskeNordkorea".
En række af de navne, som Jyllands-Posten fremhæver, har referencer til totalitære stater og overvågning.
I en pressemeddelelse fra slutningen af juni opfordrede digitaliseringsminister Caroline Stage (M) borgere til at sende deres forslag til den kommende app.
- Så kom frisk med jeres bedste bud på et navn. Alle bud er velkomne. De skøre, de skægge, de gravalvorlige, udtalte Caroline Stage, da konkurrencen blev udskrevet.
Der blev lukket for forslag 1. august, og der er ingen præmie at hente, hvis ens forslag bliver navnet på appen.
Appen skal ifølge Digitaliseringsministeriet gøre det muligt at foretage alderstjek på nettet for at beskytte mindreårige i deres færden på nettet.
Jyllands-Posten har også beskrevet, hvordan appen også kan blive brugt til aldersverificering på pornohjemmesider.
Den kommende app har fået kritik fra ordførere fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige.
- Jeg er bekymret for, at vi er ved at implementere et nyt overvågningsregime, hvor staten, EU og andre kan følge med i, hvilket indhold vi tilgår på internettet. Og det synes jeg er meget grænseoverskridende, har Alexander Ryle, der er Liberal Alliances digitaliserings-, EU- og it-ordfører, sagt til Berlingske.
Den kommende app er en del af et større europæisk initiativ og skal på sigt fungere som et elektronisk identifikationsmiddel på tværs af EU.