Nyheder7 timer siden

Naboer ånder lettet op: Nu flytter "skrækmanden"

Efter måneders klager over voldsom adfærd er manden nu fortid i beboelse i Randers
Gennem flere måneder har en mand skabt stor utryghed i det centrale Randers.
Gennem flere måneder har en mand skabt stor utryghed i det centrale Randers.
 Privatfoto

Med ukvemsord, karatespark og aggressiv adfærd har en mand i Vestergade i Randers skabt frygt hos naboer og andre brugere af gaden. Men snart er det slut.

Det bekræfter mandens udlejer i en mail til en af de berørte naboer. En mail som TV2 Østjylland er kommet i besiddelse af.

- Vi er virkelig kede af, at han gør jer utrygge i ejendommen. Jeg kan oplyse, at han er i gang med at finde et andet sted at bo, så han bliver maksimalt boende i sin "opsigelsesperiode", skriver direktør for Dybdahl Byggeadministration Henriette Dybdahl i en mail til Michelle Pedersen.

- Så I skulle gerne meget snart få ro i ejendommen.

Michelle Pedersen optrådte i TV2 Østjyllands artikel fra 1. juli og fortalte, hvordan hverdagen med manden i sin opgang pressede hende.

- Det er blevet sådan, at jeg ikke har turdet gå tur med min hund, når man ved, at han har stået derude. Det er meget utrygt, sagde hun dengang til TV2 Østjylland.

TV2 Østjylland har forsøgt at få yderligere kommentarer fra Henriette Dybdahl og Dybdahl Byggeadministration, men det ønsker firmaet ikke at give.

At manden nu ser ud til snart at flytte, glæder Michelle Pedersen.

- Jeg håber, at hverdagen bliver mere tryg igen. Før han flyttede ind, var der nærmest ingenting, så jeg håber på, at det hele bliver stille og roligt igen, siger hun.

Michelle Pedersens lejlighed er i stueetagen, og derfor står hun i første række, når manden folder sig ud på gaden.

- Jeg er hele tiden i alarmberedskab og på vagt. Jeg holder hele tiden øje med, om han står derude, også fordi jeg gerne vil sikre mig, at der ikke sker nogen noget, forklarede hun i juli.

Ifølge hende og flere andre beboere i Vestergade har der været voldelige sammenstød mellem manden og forbipasserende.

De sker, når nogen svarer manden igen eller forsøger at få ham til at stoppe med sine ukvemsord.

- Jeg har været millimeter fra at sige til ham, at "nu holder du din kæft." Men jeg har været nødt til at stoppe mig selv. Jeg vil ikke starte en konflikt, fordi det er det, han søger, mener hun.

Michelle Pedersen har tidligere givet udtryk for, at hun gerne så politiet gøre mere, når de bliver kaldt til optrin med manden.

- Når politiet har været her og sendt ham op, så kan der gå en halv time til en time, så står han derude igen, siger Michelle Pedersen.

Østjyllands Politi bekræftede i juli, at man gennem den seneste tid havde været i Vestergade flere gange i forbindelse med mandens ageren.

- Det er rigtigt, at der har været flere episoder med den samme person, der har skabt utryghed og uro omkring Vestergade, skrev politiinspektør René Raffo i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.

- Vi har været til stede og haft kontakt til den pågældende flere gange, og vi er opmærksomme på ham og hans adfærd.

Politiet var dengang overbeviste om, at der er tale om en psykisk sårbar mand, hvilket kan give udfordringer i deres arbejde.

- Det er ikke en opgave, der kan løses alene af politiet. Vi kan og må ikke bare beholde folk i vores varetægt uden det nødvendige grundlag, lød det fra René Raffo.

- Jeg kan sagtens forstå frustrationen over, at man som borger kan se den samme person skabe utryghed flere gange samme sted. Vi gør, hvad vi kan inden for de rammer, vi har, men det er ikke en opgave, som vi kan løse alene med de værktøjer, politiet har.

Nu er problemerne i Vestergade så tilsyneladende ved at blive løst, men Michelle Pedersen frygter, at det blot rykker videre.

- Jeg ønsker, at han flytter på et bosted, for jeg håber ikke, at han kommer hen at bo et sted, hvor andre kan blive generet af ham. Det, er jeg meget bange for, kommer til at ske. Så rykker problemet bare videre, siger hun.

Sponsoreret indhold