Mindst fire har mistet livet: 50 meldes savnet

Mindst fire personer har mistet livet, og 100 er savnet, efter at mudder og voldsomme vandmængder tirsdag strømmede ned gennem en bjerglandsby i Himalaya i det nordlige Indien.
Det rapporterer tv-stationen India Today ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Indiens militærs centralkommando bekræfter på det sociale medie X, at et omfattende mudderskred har ramt landsbyen Dharali.
Videooptagelser fra området viser, at en blanding af vand og mudder strømmede med høj fart gennem en slugt i bjergene og smadrede adskillige etageejendomme, da den ramte Dharali.
Dharali ligger i delstaten Uttarakhand.
Redningshold er tirsdag eftermiddag dansk tid nået frem til byen. Her leder de efter overlevende under murbrokker og mudder.
Flere huse er begravet under mudderet.
Arpan Yaduvanshi, der er kommandør for statens katastroferesponsstyrke, siger til nyhedsbureauet AFP, at mudderet var 15 meter dybt flere steder og fuldstændig oversvømmede nogle bygninger.
- Eftersøgnings- og redningsindsatsen fortsætter, og alle tilgængelige ressourcer bliver brugt for at finde og evakuere eventuelle tilbageværende fangede personer, siger Suneel Bartwal, der er talsperson for landets hær, til nyhedsbureauet.
I et opslag på X udtrykker Indiens premierminister, Narendra Modi, sin medfølelse til folk, der er berørt af ulykken og siger, at alle muligheder vil blive udtømt i bestræbelserne på at yde hjælp.
Ifølge Reuters rammes Uttarakhand jævnligt af oversvømmelser og mudderskred. Flere klimaeksperter har vurderet, at der er en sammenhæng mellem klimaforandringer og hyppige mudderskred.
Mudderskred opstår typisk i forbindelse med voldsomt regnvejr, eller når sne og is smelter i bjergene, og smeltevandet herfra løber mod dalene.
Aktuelt er Uttarakhand ramt af vedvarende regnvejr.