Snart sker det: Spotify hæver prisen

LÆS OGSÅ: Kia Sødergreen tør igen drømme om fremtiden: Det skal der ske nu
Hvis du er flittig bruger af musiktjenesten Spotify, skal du snart hive flere penge op ad lommen.
Musikgiganten har nemlig besluttet at hæve prisen på abonnementer for kunder i Asien, Europa, Mellemøsten, Afrika og Latinamerika.
Det skriver Spotify på sin hjemmeside.
'Hos Spotify er vi forpligtet til at levere en personlig oplevelse i verdensklasse for alle brugere. For fortsat at innovere vores produkttilbud og funktioner og give brugerne den bedste oplevelse, opdaterer vi lejlighedsvis vores priser,' lyder det.
Musikgiganten oplyser videre, at kunder i løbet af den næste måned vil modtage en e-mail med mere information om opdateringen.
For danske brugere betyder det en stigning på 10 kroner for et Premium-abonnement, mens familieabonnementet bliver 20 kroner dyrere og fremover koster 199 kroner om måneden.
Meldingen kommer kort efter, at Spotifys regnskab for april, maj og juni blev offentliggjort.
Her fremgik det, at streamingsselskabet endte med et underskud på 86 millioner euro – svarende til knap 640 millioner kroner – trods en stigning i antallet af betalende abonnenter.
Ved udgangen af andet kvartal havde Spotify 276 millioner betalende kunder på verdensplan. Det er 12 procent flere end året før og otte millioner flere end i kvartalet forinden.