Chok i Grækenland: Britisk kvinde forsvundet fra solseng

En storstilet eftersøgning er i gang i det nordlige Grækenland, efter at en britisk kvinde er forsvundet.
Det skriver det britiske medie Metro.
Kvinden – den 59-årige Michele Bourda – forsvandt fredag, mens hun og hendes mand lå og solede ved den såkaldte Ofrynio-strand i det nordlige Grækenland.
Manden har fortalt, at han døsede hen på solstolen et øjeblik, og da han vågede op, var hans 59-årige hustru ikke længere ved hans side.
Manden kunne herefter konstatere, at Michele Bourdas ejendele – taske og hendes tøj – stadig lå ved solsengen, men at hun altså var forsvundet som dug for solen.
Politiet har nu iværksat en stor eftersøgning, men i skrivende stund er sporene sparsomme. Politiet oplyser dog, at man frygter for den 59-årige kvindes ve og vel.
Ofrynio-stranden ligger nær byen Kavala i det nordlige Grækenland og er et yndet mål for turister.