Ung kvinde i kritisk tilstand efter påkørsel

En yngre kvinde blev lørdag eftermiddag påkørt på Vejlby Ringvej ved et kryds nær Veri Centret. Hun er i stabil, men kritisk tilstand.
Det oplyser Michael Hermann, som er vagtchef hos Østjyllands Politi.
- En bil har ramt en cyklist, siger han til TV2 Østjylland.
Bilisten blev anholdt, men er lørdag aften blevet løsladt.
- Vi mistænker ikke spirituskørsel, lyder det fra vagtchefen. Han tilføjer, at bilisten kan forvente at blive sigtet i sagen.
Anmeldelsen indløb klokken 16.58. De pårørende er underrettet.
En bilinspektør er blevet tilkaldt for at klarlægge omstændighederne ved ulykken.
- Bilinspektøren skal foretage undersøgelser på gerningsstedet for blandt andet at finde frem til hastigheden, forklarer Michael Hermann.
https://www.tv2ostjylland.dk/aarhus/cyklist-pakort-pa-ringvejen-bd202