StreamingI går

Helt slut: "Sex and the City"-spinoff "And Just Like That" stopper

Den tredje sæson bliver også den sidste af serien, der genoplivede "Sex and the City"-universet
Fra venstre er det Nicole Ari Parker, Kristin Davis, Sarah Jessica Parker, Sarita Choudhury og Cynthia Nixon til premieren på den tredje sæson af "And Just Like That".
Fra venstre er det Nicole Ari Parker, Kristin Davis, Sarah Jessica Parker, Sarita Choudhury og Cynthia Nixon til premieren på den tredje sæson af "And Just Like That".
 Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Ikonisk "Sex and the City"-outfit solgt for over 300.000 kroner

Det er slut. Igen.

Den tredje sæson af "And Just Like That" bliver også den sidste.

Det melder showrunner og manuskriptforfatter Michael Patrick King ud i et opslag på Instagram.

- Den fortsatte historie fra "Sex and the City"-universet får her sin afslutning. Da jeg skrev det sidste afsnit af sæson tre af "And Just Like That", stod det klart for mig, at det kunne være et fantastisk sted at stoppe, skriver han i opslaget, der fortsætter:

- Sammen med Sarah Jessica Parker, Casey Bloys og Sarah Aubrey besluttede vi, at denne populære serie skulle slutte med et dobbelt-finaleafsnit, så vi forlængede den oprindelige plan fra 10 til 12 afsnit.

Han fortsætter med at fortælle, at de har ventet med at fortælle nyheden, fordi de ikke har ønsket, at det skulle overskygge glæden ved at se sæsonen.

Det sidste afsnit rammer tv-skærmene 14. august.

"Sex and the City" løb oprindeligt fra 1998 til 2004, hvor den bestod af seks sæsoner og 94 afsnit. Her fulgte man Sarah Jessica Parker som Carrie Bradshaw og hendes veninder Miranda, Charlotte og Samantha og deres kærlighedsliv i New York.

I 2021 fik serien så nyt liv med "And Just Like That", hvor Samantha dog var skrevet ud. Og efter tre sæsoner er det så også slut med at følge livet hos de andre kvinder.

Sponsoreret indhold