Afbryder træningslejr: Matthias Verreth har mistet etårig søn

LÆS OGSÅ: Ingen bekymringer hos Brian Riemer: Christian Eriksen står i kringlet situation
En meget trist nyhed har ramt Bari.
For den belgiske midtbanespiller Matthias Verreth, 27, - der spiller i Serie B-klubben Bari - har desværre mistet sin etårige søn af ukendte årsager.
Det skriver flere italienske medier ifølge Aftonbladet.
Det er kun et par uger siden, at Matthias Verreth skrev under med den italienske fodboldklub.
Og belgieren var på træningslejr med sit hold, da han blev informeret om den tragiske nyhed.
Det tragiske dødsfald har blandt andet betydet, at Bari har afbrudt sin træningslejr før tid.
- Vi er målløse over at skulle dele en nyhed, der har rystet os alle dybt, skriver Bari på sin hjemmeside.
- Præsident Luigi De Laurentiis, trænerstaben, hele teamet, ledelsen og Biancorossi-medarbejdere står sammen med Matthias Verreth og hans familie i et af de mest forfærdelige øjeblikke, en forælder og et menneske kan opleve:
- Det pludselige tab af et barn, lyder det fra klubben.
Ifølge italienske medier er Matthias Verreth fløjet hjem til Belgien for at være sammen med sin hustru og treårige datter.
Matthias Verreth har blandt andet være lånt ud til Kolding, hvor han spillede 14 kampe og lavede et mål.
Han har også optrådt for klubber som Willem II, Waasland-Beveren og Brescia.