Don Ø kræver 50 millioner kroner
Flemming Østergaard - kendt som Don Ø - har valgt et pænt rundt tal på salgsannoncen for hans 268 kvm. store strandvejsvilla Kongshøj i Skodsborg.
50 mio. kr. vil den 81-årige tidligere fodboldboss have for ejendommen, som han og hans jævnaldrende hustru Inge i 1997 købte for 6,8 mio. kr.
Don Ø skrev forleden på Facebook, at salget af villaen er nødvendiggjort på grund af hustruens Alzheimer-sygdom.
- Vi må prioritere det vigtigste: at skabe ro, nærvær og gode dage sammen. Derfor har vi fundet en ny bolig, kun 400 meter væk, hvor hverdagen bliver lettere, skrev han.
Don Ø og hans kone flytter til en lejlighed med altan, hvorfra de kan nyde udsigten over Øresund.
Kongshøj er bygget i 1974. Ejendommen ligger på vandsiden af Strandvejen og der hører en privat strandgrund og en badebro med i prisen på de 50 mio. kr. Ud over boligarealet på 268 kvm. er der mulighed for opbevaring i kælderen på 82 kvm.
Se billeder og omtale af Don Ø's villa her.