Nyheder31. juli 2025 (opd. 31. juli 2025)

Millioner vender hjem efter tsunamifare er drevet over

Lande omkring Stillehavet har ophævet og nedjusteret tsunamivarslinger, så folk kan vende hjem

Millioner af mennesker omkring Stillehavet kan atter vende hjem efter onsdagens varslinger om meterhøje tsunamibølger.

Landene har enten ophævet eller nedjusteret varslingerne, efter at faren for en katastrofe er drevet over, skriver AFP.

I Japan blev mere end to millioner mennesker langs landets kyster beordret til højere beliggende områder, efter at et jordskælv onsdag klokken 01.30 dansk tid ramte ud for Ruslands østkyst.

Jordskælvet ud for halvøen Kamtjatka havde en styrke på 8,8 og var det sjette kraftigste, der er registeret i historien.

Skælvet førte til advarsler om op til tre meter høje tsunamibølger i Japan, hvor også det nedlagte atomkraftanlæg i Fukushima blev midlertidig evakueret.

Japan har ifølge lokale medier registreret et enkelt dødsfald som følge af tsunamien, da en kvinde kørte ud over en klippe, da hun forsøgte at flygte.

I Sydamerika gennemførte Chile ifølge indenrigsministeriet den største evakuering i landets historie, da 1,4 millioner mennesker blev beordret til højere beliggende områder.

De chilenske myndigheder oplyser, at de højeste bølger som følge af tsunamien blev målt til 60 centimeter. I Chile er der foreløbig ikke registreret nogen skader som følge af tsunamien.

Flere øer i Stillehavet blev også advaret af om forhøjede bølger efter det store jordskælv øst for Rusland.

På øgruppen Galapagos, der tilhører Ecuador, blev der advaret om mulige bølger på op til tre meter, men så galt gik det ikke.

Der blev blot registreret forhøjede bølger på omkring en meter på Galapagos, hvor der ikke er sket skader.

Et institut tilknyttet Ecuadors flåde oplyser, at den værste fare på Galapagos er drevet over.

De værste skader som følge af tsunamien ramte den russiske by Severo-Kurilsk omkring 350 kilometer fra jordskælvets epicenter. Her skyllede bølgerne ind gennem havneområdet og oversvømmede en lokal fiskefabrik.

Sponsoreret indhold