Nyheder31. juli 2025 (opd. 31. juli 2025)

Kamala Harris udelukker at stille op til guvernørvalg i Californien

Kamala Harris stiller ikke op til guvernørvalg og holder dermed døren åben for en ny præsidentkampagne i 2028

Den tidligere amerikanske vicepræsident og præsidentkandidat Kamala Harris stiller ikke op ved guvernørvalget i delstaten Californien næste år.

Det skriver hun onsdag aften i et opslag på det sociale medie X.

Demokraten, der i november tabte præsidentvalget til Donald Trump, har i de seneste måneder overvejet at stille op til guvernørposten i sin hjemstat, hvor den siddende demokratiske guvernør Gavin Newsom ikke genopstiller.

- Jeg elsker den her stat, dens indbyggere, og dens potentiale. Det er mit hjem. Men efter grundige overvejelser har jeg besluttet, at jeg ikke vil stille op som guvernør ved dette valg, skriver Harris.

60-årige Kamala Harris ville ellers have været favorit til at løbe med sejren. Det viser en meningsmåling fra University of California tidligere i juli ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hvad fremtiden så har at bringe for den tidligere vicepræsident, beretter Harris ikke videre om i opslaget onsdag aften.

Ved ikke at stille op til guvernørvalget holder Harris dog døren åben for en ny præsidentkampagne i 2028, skriver AFP.

Da Harris i efteråret officielt blev Demokraternes præsidentkandidat, var det efter den daværende præsident, Joe Biden, i sommeren havde meddelt, at han ikke ville genopstille til posten.

Forud gik en periode, hvor Bidens mentale og fysiske helbred havde været et dominerende emne.

Siden nederlaget til Trump har Harris holdt sig ude af rampelyset.

Ifølge AFP har hun på det seneste været i kontakt med langvarige tilhængere og donorer for at forhøre sig om sine chancer for at blive valgt som guvernør i USA's mest folkerige delstat.

Harris har tidligere siddet i Senatet - det ene af de to kamre i Kongressen. Dengang var hun valgt for Californien.

Hun har også tidligere været delstatens justitsminister.

Harris skriver i opslaget onsdag aften, at hun vil fortælle mere om sine fremtidsplaner i de kommende måneder.

Sponsoreret indhold