Kendte30. juli 2025

Iron Maidens første stemme er død: Paul Mario Day blev 69 år

Han var Iron Maidens allerførste forsanger, men er død efter længere tids sygdom

LÆS OGSÅ: Ozzy Osbourne fik opfyldt sit ønske

En af de første stemmer i heavy metal-historien er nu tavs.

Paul Mario Day, der var den oprindelige forsanger i Iron Maiden, er død i en alder af 69 år. Familien oplyser, at han sov stille ind i sit hjem i Australien tirsdag.

Selvom der endnu ikke er meldt en officiel dødsårsag ud, har Day kæmpet mod kræft i flere år.

Paul Mario Day blev en del af Iron Maiden som 19-årig i december 1975, da bassist Steve Harris rekrutterede ham til et band, der dengang blot var et håbefuldt navn på Londons pubsene.

Allerede året efter var det dog slut. Kritikere mente, at Day hverken havde den nødvendige energi eller karisma, og han blev hurtigt udskiftet.

Han medvirkede blandt andet til bandets første koncert i maj 1976, men blev kort efter erstattet af Dennis Wilcock, som heller ikke blev hængende længe.

I sidste ende var det Paul Di’Anno og siden Bruce Dickinson, der skulle løfte vokalarven i det ikoniske band.

Efter sin korte tid i Maiden hævdede Day, at han var med til at skrive nummeret "Strange World" fra debutalbummet Iron Maiden (1980), men aldrig blev krediteret.

- Det gør stadig ondt at tænke på, at den allerførste sang, jeg nogensinde komponerede, kom med på et stort sælgende album, og ingen ved, at det var mig, sagde han ærgerligt om sagen.

Siden sagde han dog, at han havde lagt sagen bag sig:

- Det er afsluttet.

Paul Mario Day emigrerede til Australien i 1980’erne og blev boende der frem til sin død.

Sponsoreret indhold