Mand i kritisk tilstand efter skud: Politiet søger vidner

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til patrick@sh.dk
LÆS OGSÅ: Vidne ved muligt skyderi i Glostrup: - Det lød som fire-fem skud
Tirsdag aften blev en mand - som nu viser sig at være i 30'erne - skudt ved en boligblok i Glostrup.
Manden blev efterfølgende hastet til hospitalet i kritisk tilstand, hvor han fortsat er indlagt.
Nu efterlyser politiet vidner til episoden, som fandt sted tirsdag omkring klokken 21.30 ved boligkvarteret Grankoglen i Glostrup, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelse.
Politikredsen fortæller yderligere, at de har efterforsket sagen intens siden tirsdag aften, og de beder nu om offentlighedens hjælp.
- Har du set eller hørt noget mistænkeligt i området ved Grankoglen i aftes ved 21.30-tiden – så kontakt os på telefon 114.
- Det kan for eksempel være køretøjer eller personer, du ikke kender, eller andet, som afviger fra normalbilledet. Så hører vi gerne om det, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.
Inspektøren fortæller derudover, at de efterforsker sagen som et drabsforsøg, men at det endnu er for tidligt at udtale sig om motiver, hændelsesforløb og tilhørsforhold.
Vidne: Hørte op til fem skud
SE og HØR var tirsdag aften til stede ved boligblokken i Glostrup, hvor en mand blev ramt af skud.
Her fortalte et vidne, hvordan han oplevede situationen.
- Jeg var ude og gå med hunden, da jeg hører noget, der lyder som fire-fem skud, fortalte vidnet til SE og HØR.