Krimi10 timer siden (opd. 8 timer siden)

Medier: Flere er dræbt i togulykke

Billeder fra ulykkesstedet viser flere togvogne, der er kørt af sporet. En af vognene er væltet om på siden
Redningsmandskab arbejder ved det tog, der kort efter klokken 18 søndag forulykkede i det sydvestlige Tyskland.
Redningsmandskab arbejder ved det tog, der kort efter klokken 18 søndag forulykkede i det sydvestlige Tyskland.
 Foto: Thomas Warnack/Ritzau Scanpix

Tre mennesker er bekræftet omkommet i en togulykke i delstaten Baden-Württemberg i det sydvestlige Tyskland.

34 andre er kommet til skade, heriblandt flere alvorligt kvæstede.

Det oplyser tysk politi ifølge nyhedsbureauerne Reuters og dpa.

Tidligere lød der meldinger om fire dræbte, men politiet kan sent søndag aften kun bekræfte, at tre er døde.

Der var omkring 100 passagerer med toget, da det kørte af sporet, skriver Bild.

Billeder viser flere togvogne, der er kørt af sporet. Mindst én af vognene er væltet om på siden og har tilsyneladende fået revet taget af.

Redningsmandskab er til stede i stort tal og arbejder på at få kvæstede og fastklemte passagerer ud, skriver Bild.

Ifølge avisen kan der høres højlydte skrig på videooptagelser fra ulykkesstedet.

Ulykken skete omkring klokken 18.10 ved byen Zwiefaltendorf i det hjørne af Tyskland, der grænser op mod både Schweiz og Frankrig.

Toget er et regionaltog fra det statslige tyske jernbaneselskab, Deutsche Bahn. Det var på vej fra byen Sigmaringen til byen Ulm, der begge ligger i samme delstat.

Det er ikke umiddelbart klart, hvad der har fået toget til at køre af skinnerne.

På billeder fra stedet kan der ses væltede træer, men det er endnu uvist, om det har været årsag til ulykken.

Tyske medier henviser til, at redningstjenester i området har udsendt varsel om en såkaldt "massetilskadekomst". Det er en vending, som redningstjenesterne bruger, når mange mennesker forventes at skulle modtage lægebehandling.

Sponsoreret indhold