Nyheder25. juli 2025 (opd. 25. juli 2025)

Seks reddet fra druknedøden i fralandsvind

Badegæster, der driver bort med fralandsvind, har været livreddernes primære opgave i år indtil videre

Fra TrygFondens Kystlivredning åbnede deres redningstårne på danske strande 27. juni, og til og med søndag 20. juli har livredderne gennemført ni livreddende aktioner, hvor en eller flere har været i livsfare.

Seks ud af de ni livreddende aktioner handler om badegæster, der er kommet i problemer på grund af fralandsvind, viser en opgørelse fra TrygFonden.

Ligeledes har TrygFonden gennemført rigtig mange forebyggende aktioner, hvor livreddere har stoppet folk, inden det går galt.

Det fortæller Torben Dyhr Rehder, der er konsulent ved TrygFondens indsats "Respekt for vand".

Flere af de livreddende aktioner involverer stand up paddleboards (SUP), lyder det.

- Vi ser typisk, at man kommer ned til vandet og tænker, at det er roligt, hvis man er i læ af en stor klit eller træer.

- Der, hvor det bliver farligt, er, når man kommer ud, og vinden tager til. Det kan være rigtig svært at komme ind igen, særligt som nybegynder, fordi kroppen fungerer som et sejl, og man bliver trukket længere ud, siger Torben Dyhr Rehder.

Det gælder også for kitesurfere eller badende med luftmadrasser eller andre flydemidler, når der er fralandsvind.

TrygFonden opfordrer til, at man vælger en strand med livreddere, når man vil i eller ud på vandet. Desuden kan man undersøge vindforholdene på fondens hjemmeside.

Hvert år drukner omkring 100 mennesker i Danmark.

Langt de fleste drukneulykker kan dog forebygges.

Derfor markerer Verdenssundhedsorganisationen, WHO, under FN fredag World Drowning Prevention Day 2025.

Herhjemme afholdes dagen af Rådet for større Vand- og Badesikkerhed og Søsportens Sikkerhedsråd.

At forebygge drukneulykker er et fælles ansvar, lyder det fra Martin Wagner fra Søsportens Sikkerhedsråd i en pressemeddelelse.

- Vi kan ikke passe på alle, men alle kan passe på nogen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom, når man er på vandet. Og det er vigtigt, at man kan redde sig selv, hvis man skulle havne i vandet. Eller som minimum kan tilkalde hjælp, siger han.

Hold altid øje med dine børn, når de bader. Bad aldrig alene, og tag redningsvest på, hvis du skal ud på et fartøj, uddyber han.

Sponsoreret indhold