
Efter få måneder: Ditte Julie Jensen skærer en million af prisen

LÆS OGSÅ: Forklarer endelig: Derfor forlod Ditte Julie rampelyset
Hun håbede på at få 11 millioner kroner, men Ditte Julie Jensen erkender nu, at det ikke kommer til at ske.
Således har bagekendissen sænket prisen på sit hus i Kastrup med lidt mere end én million kroner.
Det fremgår af salgsopstillingen, hvor hjemmet nu udbydes til 9.995.000 kroner.
5.676.000 kroner betalte Ditte Julie Jensen selv for at blive ejer af huset, da hun købte det i 2021.
Siden har hun dog fået lavet en større renovering og tilbygning, som formentlig har kostet hende en del penge.
Den kommende ejer får lov til at boltre sig på den 669 kvadratmeter store grund med huset, som består af seks værelser og 218 etagemeter.
Ditte Julie Jensen blev et kendt ansigt, da hun medvirkede i DR-programmet "Den store bagedyst". Siden kastede hun sig dog også over kagerne og udgav en række bagebøger, ligesom hun blev influencer og foredragsholder.
Siden gik hun konkurs med selskaberne Kageimperiumet ApS og Kageimperiumet Holding ApS og driver i dag kun enkeltmandsvirksomheden Den bevidste CEO, hvorigennem hun agerer spirituel rådgiver og coach.
Hun har desuden for nylig udgivet bogen "Hvem er jeg uden mit jeg?", hvor hun går "på opdagelse i sit indre og sætter fokus på, hvad det har haft af omkostninger at være et offentligt ansigt og fremtrædende på Instagram gennem næsten 10 år."
SE og HØR har rakt ud til Ditte Julie Jensen i forbindelse med denne artikel, men hun er endnu ikke vendt tilbage.
