Dennis Knudsen skiftede camping ud med Lalandia i sidste øjeblik: Mangler stadig kørekortet

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen kæmper med kørekortet: - Det er et helvede
Sommerplanerne blev ændret i sidste øjeblik, da Dennis Knudsen og hans børn for nylig skulle på ferie.
Oprindeligt ville kendisfrisøren gerne på campingferie med bil, vogn og hele pivtøjet, men udfordringen med sit manglende kørekort betød, at det i stedet blev Lalandia, der fik lov at huse familien Knudsen.
- Det blev bare lidt for kompliceret med camping for jeg skulle finde en, der kunne køre campingvognen frem og tilbage, fortæller Dennis Knudsen til SE og HØR.
Kørekortet regner han snart med at få generhvervet, og så skal campingvognen igen luftes.
- Det håber jeg kommer i hus i løbet af to-tre måneder. Jeg mangler stadigvæk at bestå teoriprøven, det gik lidt galt med nogle datoer sidst, siger Dennis Knudsen.
Gudskelov viste Lalandia sig at være et godt alternativ til børnene, der var godt brugte om aftenen efter de mange aktiviteter.
Det samme var 62-årige Dennis Knudsen, som agerede legekammerat for sine tre børn, og derfor måtte med op i diverse forlystelser.
- Jeg har jo hoppet i hoppeborg og klatret rundt med. Det var skønt, siger Dennis Knudsen, der har tre børn på seks, fire og to år.
Familien flyttede for nylig til Vedbæk i en stor villa til hele 12 millioner kroner efter at have boet fire år i Korsør.