Sport15 timer siden

Dansk speedwayduo vinder guld ved par-EM

Leon Madsen og Andreas Lyager var de bedste, da der lørdag blev kørt par-EM i Letland

Leon Madsen og Andreas Lyager fik lørdag guldmedaljer om halsen. I den lettiske by Daugavpils vandt duoen nemlig par-EM i speedway.

Danskerne hentede på syv heats 31 point, og det var lige nøjagtig nok til at kunne træde op på podiets øverste trin.

Lige i halen havde Leon Madsen og Andreas Lyager hjemmebaneheltene fra Letland, som noterede sig for 30 point.

Særligt Leon Madsen var flyvende og hentede 18 af de 31 danske point. Han vandt fem af de syv heats, som danskerne kørte, mens Andreas Lyager kørte først over stregen i de to heats, hvor Leon Madsen ikke vandt.

I par-speedway dyster man to mod to og får tre point for en sejr, to point for en andenplads og et point for en tredjeplads, mens fjerdepladsen ikke får point.

Danmark har store traditioner i par-speedway. Legender som Ole Olsen, Hans Nielsen, Erik Gundersen og Jan O. Pedersen har alle være med til at vinde VM for par.

Nu lykkedes det Leon Madsen og Andreas Lyager at triumfere ved EM, og det må lune hos især Leon Madsen, der i år ikke er fast mand i VM-grandprixserien, hvor han tidligere er blevet toer to gange.

Han har i løbet af den igangværende sæson været i spil som reserve en enkelt gang, og den udnyttede han til at snuppe en tredjeplads i Prag.

I august har han chancen for at køre sig tilbage i grandprix-varmen, når han er med ved SGP Challenge i Holsted, hvor fire billetter er på spil.

Sponsoreret indhold