Nyheder22 timer siden (opd. 20 timer siden)

DMI advarer om mulig hedebølge i Nordjylland

Lørdag er det særdeles varmt i det nordjyske, og DMI vurderer, at der er mulighed for en hedebølge
x
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lørdag er der mulighed for, at Nordjylland lokalt rammes af hedebølge, og der er risiko for lokale skybrud og torden i dele af Danmark.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i et varsel.

DMI definerer en hedebølge som, at middelværdien af de højest registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader på et bestemt sted.

Ifølge DMI kan det nogle steder i Nordjylland blive tredje dag i streg med 28 grader eller mere.

Varslet om hedebølge gælder frem til klokken 21 søndag aften.

Lørdag fra klokken 13 til 18 er der ifølge DMI også risiko for tordenbyger og skybrud i Nordvestjylland, i Vestsjælland og på Lolland.

Her kan det lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn på bare en halv time i adskillige kommuner.

I kommunerne Jammerbugt og Vesthimmerland er der risiko for både hedebølge og skybrud i løbet af lørdagen, vurderer DMI.

Temperaturerne søndag ser også ud til at krydse grænsen på 28 grader, fortæller vagthavende meteorolog Mette Wagner.

- Mandag bliver det køligere igen, fordi der kommer et gedigent regnvejr forbi og sænker temperaturen, siger hun.

Mette Wagner siger, at der generelt har været varm og fugtig luft over Danmark i den seneste tid.

Men i Nordjylland har der været færre skyer og mindre regn, lyder det.

Mandag står vejret dog til at vende, selv om det stadig vil være sommerluft.

- Så kan vi give lidt vand til branden i Skagen og lidt køligere luft, siger Mette Wagner.

I varslet beskriver DMI også, at der er en såkaldt varmebølge i omkring 83 procent af landet.

DMI definerer varmebølger på næsten samme måde som hedebølger. Her skal middelværdien blot overstige 25 grader.

I Nordjylland er der torsdag målt 28,8 grader, som det højeste. Fredag blev der målt 29,2 grader.

Sponsoreret indhold