I "meget kritisk" tilstand: 39-årig mand bragt til hospitalet

En 39-årig mand blev fredag bragt til Aarhus Universitetshospital efter et frontalt sammenstød på Løgstørvej i nærheden af Skals.
Det oplyser Jens Claumarch, der er vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi.
Mandens tilstand er blevet beskrevet som "meget kritisk".
Politiet blev alarmeret om ulykken fredag aften klokken 22.45.
I den anden bil, der var involveret i det frontale sammenstød, sad en 28-årig mand.
Brandvæsnet har oplyst til TV Midtvest, at den 28-årige selv kunne gå ud af sin bil, da brandvæsnet nåede frem.
Ifølge Jens Claumarch kom den 39-årige af uvisse årsager over i den modsatte kørebane, inden ulykken indtraf.
En bilinspektør blev fredag aften tilkaldt til ulykkesstedet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.