Mindst tre personer dræbt på amerikansk træningsanlæg for politi

Tre personer har fredag mistet livet i en eksplosion ved et træningsanlæg tilhørende det lokale sherifkontor i Los Angeles.
Det bekræfter sherif i Los Angeles amt Robert Luna på et pressemøde fredag aften dansk tid. Det skriver CBS News.
Eksplosionen skete ved Biscailuz Center Training Academy i det østlige Los Angeles. Ifølge tv-stationen KSBY bliver det brugt af flere specialenheder.
Alle tre dræbte var ansat ved sherifkontoret. På pressemødet siger Robert Luna, at der hænger en "sort sky" over kontoret efter eksplosionen.
Samtidig konstaterer han, at det er det "største tab af menneskeliv", kontoret har oplevet siden 1857, skriver BBC.
Robert Luna ønsker ikke at oplyse navnene på de tre dræbte, fordi nogle familiemedlemmer stadig mangler at blive underrettet.
Fredag aften er det fortsat uklart, hvad der er årsag til eksplosionen.
På pressemødet gentager Luna flere gange, at en efterforskning er i gang, og at det kommer til at tage noget tid at fastslå, hvad der skete.
Unavngivne kilder i politiet, der er blevet orienteret om efterforskningen, har sagt til CBS News, at eksplosionen efterforskes ud fra en teori om, at det muligvis var materiale, der blev fundet torsdag, som eksploderede.
Men det står altså ikke klart, om det rent faktisk var det, der var skyld i eksplosionen.
USA's justitsminister, Pam Bondi, berettede i et opslag på det sociale medie X om hændelsen kort før klokken 18.00 dansk tid.
Her skrev hun, at mindst tre var døde i, "hvad der ser ud til at være en forfærdelig hændelse". Senere skrev hun blandt andet, at agenter fra blandt det amerikanske forbundspoliti (FBI) var på stedet.
Borgmesteren i Los Angeles, Karen Bass, har ligeledes kaldt det en "forfærdelig hændelse" på X. Hun skrev videre, at alle indbyggere i Los Angeles tænker på dem, der er berørt af eksplosionen.
På pressemødet understreger sherif Robert Luna, at der ikke er nogen trussel mod lokalsamfundet.