Godt nyt til danske pendlere: Togdriften genoptages på Sjælland

Banedanmark forventer at holde sig til planen og genoptage togdriften mellem Roskilde og Høje Taastrup og mellem Slagelse og Korsør søndag.
Det oplyser Banedanmark til Ritzau fredag eftermiddag.
Strækningerne har været ramt af sporarbejde i en uge.
Det har betydet, at togbusser og ikke tog har fragtet passagerer fra den ene station til den anden.
Spritnye spor og udskiftning af en tunnel har været en del af sporarbejdet ved strækningen mellem Roskilde og Høje Taastrup, oplyser Banedanmark.
Det er Banedanmark, der står for at vedligeholde sporene. Tidspunktet for sporarbejdet er lagt, så færrest togpassagerer vurderes at blive påvirket.
Og det er altså i sommerferien, hvor mange af de pendlere, der tager toget mellem deres hjem og arbejde, har fri, lød det fra DSB's informationschef, Tony Bispeskov, i sidste uge.
- Banedanmark er løbende i gang med sporrenoveringer rundt om i landet, og når de for alvor skal give sporene en kærlig hånd, gør de det på et tidspunkt, hvor det generer færrest mulige, sagde han.
På de travleste tidspunkter i løbet af ugen med sporarbejde har DSB haft 125 togbusser kørende ad gangen.
På en dag som fredag er der sat omkring 210 chauffører af til at køre togbusser, oplyser DSB.
I opslag på det sociale medie X har Banedanmark i løbet af ugen vist billeder fra arbejdet med blandt andet at opgradere en 100 år gammel stitunnel i Roskilde.
Billederne viser, hvordan den gamle tunnel er blevet gravet fri, og hvordan elementer til den nye tunnel er sat op. Hvert element har en vægt på 22 ton, skriver Banedanmark.
Ved Korsør er det udskiftning af i alt seks sporskifter i den østlige ende af Korsør Station, der har krævet togbusser i en periode. Det oplyser Sund & Bælt.
- Sporskifterne udskiftes på grund af slid efter mange års brug af jernbanen, siden togtrafikken over Storebælt åbnede den 1. juni 1997, lyder det i et skriftligt svar.