KrimiI går

10 sager om drugging: Ringriderfest ramt af mange anmeldelser

Tre kvinder i 30'erne har fortalt, at de fik det dårligt efter indtagelse af drikkevarer til ringriderfest

LÆS OGSÅ: Dansk kendis fik afvist erstatning for uskyldig fængsling: - Det er skørt

Syd- og Sønderjyllands Politi har modtaget yderligere fire anmeldelser om mulig såkaldt drugging til ringriderfesten i Sønderborg i weekenden.

Politiet havde i forvejen modtaget seks anmeldelser.

Det ene af de fire nye anmeldelser drejer sig om forsøg på drugging, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Tre kvinder i 30'erne har meldt til politiet, at de mistænker, at de har været udsat for drugging i forbindelse med ringriderfesten.

Kvinderne har samstemmigt berettet, at de efter indtagelse af drikkevarer har fået det dårligt.

Derudover har en fjerde kvinde anmeldt til politiet, at hun mener, at hun var udsat for et forsøg på drugging. Kvinden blev tilbudt en øl, men afslog, fordi hun mistænkte, at der var stoffer i øllen.

Drugging i nattelivet foregår typisk ved, at gerningsmanden putter et stof i en drink.

Med de fire nye anmeldelser efterforsker politiet nu i alt ti anmeldelser om mulig drugging til ringriderfesten.

- Hos Syd- og Sønderjyllands Politi tager vi sagerne alvorligt. Der er tale om alvorlig kriminalitet, som i straffeloven betegnes som kvalificeret vold, siger Henning Marcussen, der er vicepolitiinspektør i politikredsen.

- Alle sagerne bliver efterforsket, og herunder undersøger vi også, om der er sammenhæng mellem hændelserne.

Der bliver udtaget prøver fra de ni mulige forurettede. Når politiet har resultaterne, vil de blive en del af efterforskningen.

- Jo før personerne kommer til os, jo bedre muligheder er der for, at stoffer kan spores i prøverne. Vi afventer fortsat svar på de prøver, som er udtaget med de første anmeldelser, vi modtog, siger Henning Marcussen.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer til, at man er påpasselige med sine drikkevarer i løbet af sommerens festivaler og lignende.

- Det er meget vigtigt at passe på sig selv, når man deltager i festligheder, hvor mange mennesker er samlet, og der indtages alkohol eller andre drikkevarer. Man skal ikke efterlade sin drink, og man skal ikke tage imod drikkevarer fra personer, man ikke kender, siger Henning Marcussen.

Sponsoreret indhold