NyhederI går

Skybrud og torden: Advarer om voldsomt sommervejr over Danmark

Temperaturerne vil svinge mellem 22 og 27 grader det meste af weekenden. Lokalt er der risiko for skybrud

Der venter en varm weekend med ustadigt sommervejr over det meste af Danmark.

Fredag er der risiko for lokale skybrud, hvor der kan falde op til 35 millimeter regn på en halv time.

Det fortæller Mette Wagner, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt fredag morgen.

- Vi er vågnet op til en dag med dis og tåge flere steder, men efterhånden brænder det af.

- Når det er brændt af, er der nogen sol over landet, men efterhånden dannes der skyer og byger. I eftermiddag kan bygerne blive kraftige og med torden. Der kan forekomme skybrud, siger Mette Wagner.

DMI udsendte torsdag et varsel for torden og lokale skybrud i Vest-, Midt-, Sønderjylland og store dele af Fyn.

Fredag eftermiddag og aften er også Nordsjælland og Vestsjælland omfattet af varslet.

Et skybrud er defineret ved, at der falder 15 millimeter nedbør på en halv time.

Der forventes, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter på en halv time. Nogle steder endda lidt mere.

Temperaturerne vil fredag nå op på over 25 grader i det meste af landet, fortæller meteorologen.

Det ustadige vejr fortsætter lørdag, hvor der dog ventes lidt mindre vand fra oven.

- Lørdag er lidt det samme - på en mindre skala. Sol og enkelte byger, nogle af dem måske med torden.

- Søndag er i samme dur først på dagen med nogen sol og svage vindforhold, men i løbet af dagen bliver det skyet i de sydvestlige egne, og der er regn på vej. Det viser tegnene til den kommende uge, siger Mette Wagner.

Lørdag og søndag vil temperaturerne svinge mellem 22 og 27 grader.

Sponsoreret indhold