Vilde fund: Fandt kokain i banankasser i 12 supermarkeder

Der er fundet kokain i 12 forskellige supermarkeder i forbindelse med en aktuel sag om narkotika i banankasser.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, til Ritzau torsdag.
Coop-kæden samarbejder med politiet om sagen, og fundene blev gjort i kædens forretninger mandag og tirsdag.
De 12 forretninger ligger i to forskellige politikredse: Nordsjællands Politi og Midt- og Vestsjællands Politi.
Blandt de berørte er Kvickly i Kalundborg, har det regionale medie sn.dk rapporteret.
Onsdag formiddag oplyste NSK første gang om sagen, og det blev sagt, at der er tale om en "større mængde" kokain.
Torsdag ønsker politienheden fortsat ikke at være mere præcis om antallet af kilo. Årsagen er hensynet til efterforskningen, lyder det.
Men NSK bekræfter, at der er indledt et samarbejde med Europol, det europæiske politisamarbejde.
Som en udløber af sagen blev en ansat i Coop varetægtsfængslet onsdag. I bagagerummet på mandens bil i Højby i Odsherred fandt betjente et kilo kokain.
Et retsmøde med manden i Holbæk blev holdt bag lukkede døre, og det har ikke været muligt at få oplyst, om fundet i hans bil har sammenhæng med den større sag.
Coop driver SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365Discount. Onsdag afviste Coop Danmarks informationsdirektør at besvare spørgsmål om sagen.
At kokain i nogle tilfælde smugles fra Sydamerika til Europa skjult i bananer, er ikke et nyt fænomen.
Sidste år blev der fundet 95 kilo kokain i en kasse med bananer i et tysk lavprissupermarked.
Og i december 2023 blev der fundet 134 kilo narko i en bananforsendelse til Norge.