
Rob Kardashian afslører: Har ikke haft et seriøst forhold i otte år

LÆS OGSÅ: Er det virkelig Rob Kardashian?
Rob Kardashian kommer nu med en sjælden indrømmelse om sit kærlighedsliv. Eller snarere manglen på samme.
I otte år har den 38-årige realitystjerne holdt sig væk fra kærester, og forklaringen er enkel: Alt handler om datteren Dream, 8.
I en videopodcast med sin søster Khloé Kardashian, "Khloe in Wonder Land", afslører Rob, at han ganske vist har datet lidt, men aldrig noget, der har udviklet sig til noget seriøst.
- Jeg har en datter. Jeg prøver at være et godt eksempel.
- Jeg tager ikke piger med hjem. Jeg lader ikke piger møde min datter, lyder det fra Rob.
- Jeg har været single i otte år, siden hun blev født.
Dream blev født i 2016, og det skete midt i et stormfuldt forhold til Blac Chyna.
Parrets opgør kulminerede i 2017 med en voldsom og offentlig skilsmisse, der endte i retten med gensidige beskyldninger om fysisk vold.
Begge nægtede anklagerne.

Siden har Rob trukket sig næsten helt fra offentligheden og realityverdenen, og nøjes nu med sporadiske opslag på sociale medier.
I podcasten deltog han heller ikke fysisk, men ringede ind.
Khloé, der flere gange har omtalt sig selv som "Dreams tredje forælder", læste spørgsmål fra fans op. Og da emnet faldt på dating, blev det hurtigt tydeligt, at Rob holder kortene tæt ind til kroppen:
- Jeg taler bare med folk, sagde han.
- Men der kommer tidspunkter, hvor jeg tænker: Okay, jeg kan ikke tale med nogen. Det kræver for meget energi.
Khloé lagde ikke skjul på, at Rob stadig tiltrækker sig opmærksomhed:
- Folk tror, at Rob er eneboer, men lad mig sige det sådan: Rob kommer stadig ud.
- Det er vildt. Jeg har aldrig set noget lignende. Lær mig dine tricks!

Men Rob afviser alligevel ideen om et aktivt datingliv:
- Jeg burde måske have det sjovt og nyde livet, men… jeg har det sjovt og nyder livet.
- Jeg har ærligt talt ikke lyst til at date nogen, medmindre det sker. Det er bare ikke sket.
Efter bruddet med Rob forsøgte Blac Chyna uden held at sagsøge flere medlemmer af Kardashian-familien – herunder Khloé – for angiveligt at have ødelagt hendes realityshow.
Retssagen kostede dyrt, og kontakten mellem Chyna og familien er stort set ikke-eksisterende i dag.
