Krimi20 timer siden

Fodboldspiller vil tilstå deling af seksuelt materiale med børn

Fodboldmediet Bold har fået aktindsigt i retsmødebegæring i en sag, hvor en fodboldspiller ventes at tilstå

En tidligere superligaspiller ventes ifølge fodboldmediet Bold at tilstå, at han har delt en video med seksuelt materiale med personer under 18 år.

Mediet, der har fået aktindsigt i sagens retsmødebegæring, skriver, at fodboldspilleren er sigtet for at have delt en video af 27 sekunders varighed i en chat på det sociale medie Snapchat.

Den tidligere superligaspiller er beskyttet af et navneforbud, der gør det strafbart at dele oplysninger, der vil kunne identificere ham.

Indholdet af videoen hører ifølge Bold til det, der omtales som kategori 2-materiale.

Kategorien omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som værende under 18 år, hvor der er to eller flere personer på materialet, og hvor der er seksuel aktivitet.

Der findes tre kategorier i sager om materiale med overgreb på børn - 1, 2 og 3 - hvor 3 er den groveste.

Fodboldmediet har været i kontakt med spillerens advokat, der ikke har nogen kommentarer til sagen.

Spilleren er stadig aktiv i professionel fodbold, men spiller ikke længere i Superligaen.

I slutningen af juni skrev Bold, at den tidligere superligaspiller nægter sig skyldig.

Men ifølge den retsmødebegæring, som mediet har fået aktindsigt i, ventes han altså nu at tilstå i sagen.

Det vides endnu ikke, hvornår sagen behandles i retten.

Sponsoreret indhold