Krimi9 timer siden

Narkobude er forklædt i Wolt-uniformer

Når man ser et Wolt-bud drøne gennem København, er det nogle gange hash eller hårde stoffer, der er på menuen. Wolt og Københavns Politi bekræfter fænomenet
Woltbudet her har ikke noget med denne artikel at gøre, og billedet er et arkivfoto.
Woltbudet her har ikke noget med denne artikel at gøre, og billedet er et arkivfoto.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Tidligere topchef i Velux dømt: Købte store mængder kokain hos hvide bude

Bare fordi, man ligner et mad-bud, er det ikke nødvendigvis rent pizza-mel, der er i posen.

Det kan nemlig også være hash, kokain eller andre hårde stoffer, der bliver leveret lige til døren.

Det bekræfter Københavns Politi, der af samme årsag har måttet ændre deres metoder, når de bekæmper og efterforsker narkokriminalitet.

- Vi har set eksempler på, at man i narkomiljøjet benytter sig af at bruge tøj og udstyr fra en madudbringningstjeneste. Det er klart, at ved at kamuflere sig som for eksempel et Wolt-bud, kan man se ud som om, man har et legalt formål og på den måde bevæge sig rundt i byen, siger fungerende politikommissær i Københavns Politi Kasper Knudsen til SE og HØR.

- Det er naturligvis noget, vi er opmærksomme på, og helt generelt så tilpasser og målretter vi løbende vores efterforskninger efter de tendenser, der er på markedet for narkotika, siger han.

Som en konsekvens af politiets nye arbejdsmetoder oplever de helt lovlige bude nu fra tid til anden at blive stoppet og visiteret af politiet.

Det oplyser Wolt til SE og HØR.

Problematikken med forklædte narkobude har ført til, at den internationale udbringingstjeneste har bistået Københavns Politi ved flere lejligheder.

- Vi samarbejder med politiet i flere sammenhænge, og vi bistår primært politiet med indsigter i deres efterforskning, når de finder behov for det. Hidtil har der ikke været en decideret indsats på dette område, og vi overlader det som regel til politiet at vurdere, hvornår og hvordan vi kan hjælpe bedst muligt, siger Wolts communications manager, Mikkel Tofte.

Ifølge Politiken har der per 2. april været syv narkosager i København, som involverede Wolt-bude.

Efterspørgslen på især kokain har længe været stigende, ikke blot i København, men i hele Europa, og så sent som i går sprængte Københavns Politi en narkoring.

Ni blev sigtet - syv af dem var narkobude - hvoraf flere af dem er purunge, og har jobbet som et bijob til SU'en.

- Vi ser flere og flere, som faktisk er totalt ukendte for os, og som ikke har stiftet bekendtskab med politiet før, siger Kasper Knudsen til Ritzau.

- De læser måske ved siden af eller har et andet erhverv, og de har ikke nødvendigvis den klassiske profil på en kriminel, siger han.

Straffen for besiddelse af kokain op til 100 gram med videresalg for øje er et års fængsel.

Sponsoreret indhold