Nyheder23 timer siden (opd. 22 timer siden)

Sporarbejde rammer togtrafikken mellem Sjælland og Jylland

Togbusser bliver fra fredag blandt andet indsat mellem Slagelse og Korsør og mellem Odense og Fredericia.

I weekenden og den kommende uge skal togpassagerer flere steder i landet væbne sig med tålmodighed og indstille sig på at skulle med togbus.

Det skyldes, at der udføres sporarbejde både på Sjælland og Fyn, fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov.

- Det rammer især strækningen mellem Slagelse og Korsør. Her vil der fra fredag aften til lørdag 19. juli køre togbusser, siger han.

- Så de, der skal rejse på tværs af landet mellem landsdelene Jylland, Fyn og Sjælland, vil blive berørt ved, at de skal over i togbusser, siger Tony Bispeskov.

Sporarbejdet begynder først fredag aften omkring klokken 20, og indtil da kører togene som normalt.

Ændringerne rammer passagerer, der skal med InterCity-tog og InterCityLyn-tog på strækningerne København-Fredericia, København-Aarhus og København-Esbjerg.

Også passagerer, der skal med regionaltog på Sjælland og Fyn, skal være opmærksomme på ændringer. Det samme gælder passagerer, der skal med EuroCity-tog mellem København og Hamburg.

Fra fredag til og med lørdag 19. juli - lørdag i uge 29 - kører der både togbusser mellem Høje Taastrup og Roskilde og mellem Slagelse og Korsør.

Derudover kører der direkte togbusser mellem Slagelse og Fredericia.

I weekenden - fra fredag til søndag - indsættes der desuden togbusser på strækningen mellem Odense og Fredericia og mellem Middelfart og Fredericia.

- Vi har forsøgt at indrette togbusserne sådan, at der er togbusser, der kører direkte de steder, hvor der er mulighed for det, så rejsetiden minimeres.

- Og så er der andre togbusser, der stopper ved alle stationer. Men under alle omstændigheder opfordrer vi til, at man går ind og tjekker Rejseplanen, siger Tony Bispeskov.

Det er Banedanmark, der står for at vedligeholde sporene. Selskabet har taget højde for, hvornår færrest togpassagerer vurderes at blive påvirket.

Og det er altså i sommerferien, hvor mange af de pendlere, der tager toget mellem deres hjem og arbejde, har fri, fortæller Tony Bispeskov.

- Banedanmark er løbende i gang med sporrenoveringer rundt om i landet, og når de for alvor skal give sporene en kærlig hånd, gør de det på et tidspunkt, hvor det genererer færrest mulige, siger han.

Størstedelen af det planlagte sporarbejde er koncentreret omkring weekenden og uge 29, men der vil også være mindre sporarbejder efterfølgende.

Sponsoreret indhold