Et forældrepar fra Thisted Kommune er torsdag blevet varetægtsfængslet i en sag, hvor de er sigtet for at have udsat deres barn for grov vold.
Det oplyser Caroline Antonsen, der er anklager ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
De to blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holstebro, hvor de nægtede sig skyldige.
De sigtede er en kvinde på 27 år og en mand på 30 år.
I sigtelsen lyder det ifølge anklageren, at de skal have udsat barnet for vold i en periode på to uger frem til 8. juli.
Caroline Antonsen oplyser også, at spædbarnet er uden for livsfare.
De valgte begge at kære dommerens beslutning om at fængsle dem. Det betyder, at Vestre Landsret skal tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle dem.