SportI går

Chokskifte: Christian Nørgaard skifter til Arsenal

Den danske landsholdsprofil Christian Nørgaard skifter til Arsenal fra Brentford
Christian Nørgaard skifter til Arsenal.
Christian Nørgaard skifter til Arsenal.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Christian Nørgaard skifter den ene del af London ud med den anden.

Det står torsdag klart, efter storklubben Arsenal har bekræftet, at danskeren skifter til London-klubben i et opslag på X.

Den 31-årige landsholdsprofil skifter fra danskerklubben Brentford, der indtil for nyligt har haft Thomas Frank som cheftræner.

Thomas Frank er nu cheftræner i Arsenals store rivalklub Tottenham og de to går fra at være klubkammerater til kæmpe rivaler.

Christian Nørgaard spillede i Brentford 2019 og frem til nu. Han nåede at etablere sig som en profil i klubben og bar sågar anførerbindet.

Arsenal og Nørgaard har underskrevet en to-årig kontrakt med muligheden for, at der kan forlænges med et år mere.

"Vi er glade for at byde Christian velkommen til Arsenal. Han er en international spiller med en stor erfaring fra Premier League. Han har dokumenterede lederevner og en stærk personlighed, som vil være uvurderlig for vores trup," lyder det fra cheftræner Mikel Arteta i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.

Selv er danskeren også ovenud lykkelig over at kunne tage et skridt op i karrieren på et forholdsvist sent tidspunkt i karrieren.

- Man bliver nærmest emotionel, for det var nok en drøm, jeg havde givet lidt op på her imod slutningen af min karriere , fortæller han.

- Jeg er lige blevet 31 år og har skrevet en ny kontrakt med Brentford. Selvfølgelig er der altid en lille chance for at sådan et mirakel kan ske i Brentford, men det var nok urealistisk at spille Champions League med dem.

Hvis man skal tro den video, osm Arsenal har lagt op på det sociale medie X, får Christian Nørgaard nummer 16 i klubben.

Sponsoreret indhold