'Grækeren' kommer til Danmark: Så brutal er han

Den 33-årige mand, som også går under navnet 'Grækeren' er blevet udleveret til Danmark fra Marokko. Han er blandt andet mistænkt i en brutal drabssag om skyderi på åben gade i december i 2021.
Københavns Politi oplyser på X, at den 33-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Københavns Byret torsdag formiddag.
Ifølge Ekstra Bladet er der tale om den berygtede bandeleder, som blev anholdt i Marokko sidste sommer, efter han var blevet efterlyst internationalt.
Det var betjente fra Interpol, som anholdt 'grækeren' i den marrokanske hovedstad i juni sidste år. Han blev fundet i besiddelse af et falskt tysk pas i det nordafrikanske land.
Han bliver beskrevet som en toneangivende bagmand, der i årevis har styret den kriminelle organisation Casablanca-netværket, som i 2021 var involveret i en blodig krig med gadebanden NNV, der blev udkæmpet i hovedstadsområdet herhjemme.
Her blev en 27-årig mand dræbt af skud på hjørnet af Sorgenfrigade og Nørrebrogade i København, da han blev ramt af flere skud, som gik igennem lungerne og hjertet.
Drabet fandt sted den 2. december 2021, og skete midt på dagen i myldretiden, hvorfor der var mange tilfældige mennesker, som blev vidne til det.
Drabet er 'grækeren' mistænkt for at have beordret og medvirket til, og det er på den baggrund, at han er blevet udleveret til Danmark og torsdag bliver fremstillet i grundlovsforhør i København.
En 23-årig svensker blev kort efter anholdt, da han var på vej væk fra gerningsstedet i en bil. I de efterfølgende dage var der flere skyderier og dødsfald på grund af bandekonflikten mellem Casablanca-netværket og NNV.
Ved retssagen kom det frem, at 'grækeren' befandt sig i Marokko, da drabet fandt sted, men at han via forskellige krypterede kommunikationskanaler havde orkestreret det og var med til at finde lejemorderen, der skulle udføre drabet.
Men den nu anholdte 33-årige bandeleder er også mistænkt for at være bagmanden i en anden yderst brutal sag fra 2021. Her blev et offer kidnappet og holdt fanget i 15 dage i en lade i Osted på Midtsjælland.
Det meste af tiden sad offeret bundet på en stol i den midtsjællandske lade, mens han blev slået og truet. Offeret blev afpresset til at få sin familie til at betale en million kroner. Angiveligt blev den brutale kidnapning orkestreret af den 33-årige bandeleder.
I en anden sag fra 2021 spøger "grækeren" og Casablanca-netværket igen, da en lejemorder fra den svenske bande Dødspatruljen blev hyret til at dræbe en rival på Christiania.
Men skyderiet gik galt, og i stedet endte en tilfældig 22-årig christianit at blive skudt og dræbt. Ingen er blevet dømt eller fængslet i sagen.
Bandelederen bliver også knyttet til flere store narkosager af dansk politi, og han mistænkes for at have stået bag en omfattende narkoring fra Marokko, som han flygtede til under en orlov fra fængslet i 2017.
Han skal angiveligt have styret en omfattende narkoforretning i Danmark fra Marokko, mens han var internationalt efterlyst af politiet.
6. februar slog politiet til flere steder i landet, hvor fire mænd blev anholdt for besiddelse og videredistribution af mere end 200 kg amfetamin. Der indgår også adskillige kilo hash i sagen. Også i denne sag dukker grækerens navn op ifølge Ekstra Bladet.
I en anden sag bliver den 33-årige bandeleder sat i forbindelse med fundet af 40 kilo amfetamin i en lade på Sjælland.
I retten under sagen kom det efterfølgende frem, at 'grækeren' havde instrueret narkoringen og fortalt, hvordan hans håndlangere skulle flytte narkoen rundt og håndtere de store mængder ulovlige stoffer.
En 23-årig mand fortalte her, at han fulgte ordrene fra en person i den anden ende af telefonen. Han fik 10 års fængsel.
Københavns Politi oplyser torsdag på X, at man vil begære lukkede døre ved dagens grundlovsforhør, hvor man vil gå efter at få 'grækeren' fængslet.