Mand dræbt i flymotor: Grusom video viser hans sidste levende sekunder

LÆS OGSÅ: Medie: Mand opførte sig vanvittigt, før han blev suget op i flymotor
Vanvidskørsel og tiltvungen adgang til et forbudt område gik forud for den frygtelige sag fra en italiensk lufthavn, hvor en 35-årig mand tirsdag mistede livet, da han kom for tæt på en flymotor.
Ulykken lukkede Bergamo Lufthavn i over en time, og to dage senere er der fortsat flere spørgsmål, der ikke er besvaret i sagen.
Blandt andet er der endnu ikke fastslået et endeligt motiv for, hvorfor manden reagerede, som han gjorde, men nu kan det lokale medie Bergamo News kaste en smule lys over mysteriet.
Ifølge mediet undersøger politiet, om selvmord var årsag til mandens handlinger.
En video af ulykken, som Bergamo News har set, kan tyde på at det er et godt bud.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Hoppede op i motor
Den 35-årige mand ankom til lufthavnen i en Fiat 500, og gjorde sig bemærket, da han kørte mod trafikken i en rundkørsel.
Herefter løb han fra bilen, som han efterlod ved busparkeringen. Manden spurtede ind i ankomstterminalen, hvorfra han via nødudgange fik adgang til landingsbanen.

Bergamo News beskriver, hvordan manden løb mod et fly – en Airbus A319 – netop som det gjorde sig klar til at lette.
Videoen viser, hvordan manden kastede sig mod en slukket flymotor, og det lignede, han ville klatre op i motoren.
Herefter bankede han sine næver mod flyets skrog og kiggede forvirret rundt.
Det italienske medie har svært ved at beskrive seancen, men hvor om alting er, besluttede manden sig for at løbe rundt om enden på flyet og mod den anden flymotor.
En lufthavnansat med høreværn stod med ryggen til manden, og opdagede dermed ikke, at han hoppede op i motoren. Det skulle blive hans sidste handling.
Optagelsen, der varer 56 sekunder, slutter med lufthavnsansatte og politibetjente i chok over, hvad der lige er sket.
- En mand tager sig til hovedet, en kvinde dækker sit ansigt og en betjent ryger på knæ, mens han spreder armene i vantro, skriver Bergamo News.
Bergamo Lufthavn bekræftede efter ulykken, at den 35-årige mand hverken var ansat i lufthavnen eller passager.
Ulykken skete tirsdag omkring klokken 10.20 og lukkede lufthavnen i mere end en time.
Flyet, som ikke kom i luften, havde den spanke by Oviedo som destination.