Kvinderne i Jonas Vingegaards liv er i underskud

LÆS OGSÅ: Jonas Vingegaard langer ud efter medierne
Mens Jonas Vingegaard kæmper for at komme i gult, så er både hans kone, Trine, og svigermor, Rosa, gået i rødt.
Det er ikke den rød-prikkede bjergtrøje, de to jyske kvinder har iført sig for at heppe i franske vejkanter denne sommer, men den økonomiske af slagsen for Glyngøre-familien.
For 39-årige Trines vedkommende handler det om selskabet MyPreffy ApS, som hun stiftede i slutningen af 2022 - altså få måneder efter, at Jonas Vingegaard havde taget sin første Tour de France-sejr.
Formålet med selskabet er at udvikle "en rejse- og oplevelses app, som skal hjælpe brugerne med at finde overnatning, restauranter, shopping og oplevelser inden for brugerens egne præferencer," som det beskrives i årsrapporten.
Appen er stadig, her to et halvt år senere, under udvikling, og det er altså svært at tjene penge på den endnu.
Det ses da også på regnskabet for 2024, hvor resultatet efter skat lyder på minus 95.000 kroner.
Egenkapitalen er derfor også gået i minus, men det betyder ikke, at man skal bekymre sig om selskabets fremtid, lover anpartshaveren - altså Trine. Hun er klar til at poste flere af sine sparekroner - indtil videre har hun investeret 1,6 millioner - i foretagendet.
- Selskabet har modtaget støtteerkæring fra anpartshaveren. På baggrund heraf er selskabet i stand til at honorere sine forpligtelser i takt med at disse opstår, står der i årsrapporten.
At 2024 ikke lige var året, hvor cykelfruen fik en ny app op at flyve, er nok meget naturligt. Udover en travl hverdag, hvor hun følger sin superatlet af en mand rundt i verden, fik Trine pludselig ekstra travlt med at pleje selvsamme husbond, da Jonas Vingegaard styrtede i løbet af foråret 2024 og selv troede, at han var ved at dø.
Styrtet kostede uger på hospitalet og en ekstra hård genoptræningsperiode.
Samtidig bar Trine rundt på endnu en arving, som i efteråret kom til verden, så parret også lige havde lillebror Hugo at passe oveni storesøster Frida.
Her har ægteparret muligvis fået en hjælpende hånd fra mormor Rosa Kildahl.

Den tidligere "Den store bagedyst"-stjerne havde i hvert fald heller ikke den økonomiske førertrøje på i 2024, afslører hendes regnskab for selskabet Rosa uden filter ApS, som også blev offentliggjort for nylig.
Her er bruttofortjenesten skrumpet til 322.000 kroner i 2024. Det er 225.000 kroner mindre end året forinden. Personaleomkostninger - der sandsynligvis er løn til Rosa selv - er 100.000 lavere end året før med 451.000 kroner.
Selskabets resultatet efter skat lyder da også på minus 41.000 kroner.
Bagedarlingen har dog polstret virksomheden gennem lang tid, så egenkapitalen lyder stadig på mere end 600.000 kroner.
Men det er jo bare penge - mon ikke Rosa og Trine for tiden tænker mere på, om Jonas Vingegaard klarer sig igennem Tour de France sådan som vi alle håber: Med den gule trøje på.

Skulle det ske, ruller der i øvrigt en halv million euro ind i præmiepenge oven i den milliongage, den 28-årige bjergged i forvejen tjener.
Så burde der også være råd til at hyre håndværkere, så Trine ikke længere behøver at skændes med sin mands cykelhold om, hvorvidt han må gå derhjemme og lægge et nyt trægulv.