Den belgiske cykelstjerne Jasper Philipsen har gennemgået en succesfuld operation efter sit slemme styrt under mandagens 3. etape af Tour de France.
Det skriver Philipsens hold, Alpecin, på X tirsdag formiddag forud for 4. etape.
Iført den grønne pointtrøje røg Philipsen hårdt ned i asfalten omkring 60 kilometer fra målet i Dunkerque i forbindelse med en indlagt pointspurt.
Styrtet resulterede i et brækket kraveben og brud på mindst et - muligvis to - ribben.
Philipsen vandt 1. etape, da der skulle spurtes om sejren, og belgieren kørte derfor i den gule førertrøje på løbets 2. etape.
Philipsen blev på 3. etape sendt i asfalten og helt ud af løbet, da konkurrenten Bryan Coquard i positionskampen blev ramt af en anden rytter.
Coquard var selv tæt på at styrte, men holdt sig ganske imponerende på cyklen. Han bragede dog ind i Philipsen, som ikke kunne undgå franskmanden, og Philipsen landede hårdt på højre skulder.
Philipsens grønne pointtrøje blev flået i stykker, og der var frit udsyn til hudafskrabningerne på Philipsens krop.
Philipsen er noteret for i alt ti sejre i det franske etapeløb. Den gule førertrøje måtte han søndag give videre til holdkammeraten Mathieu van der Poel, som vandt 2. etape og er blandt favoritterne til sejren på tirsdagens 4. etape.