
Lynsalg og millionrabat: Mads Langer sælger for svimlende sum

LÆS OGSÅ: Gigantisk bolighandel på Frederiksberg
Mads Langer er blevet en Hellerup-villa fattigere og 38 millioner kroner rigere.
Det skriver Ekstra Bladet. SE og HØR har bekræftet oplysninger i tinglysningen.
Her fremgår det, at den 41-årige hitmager har solgt den bolig, som han satte til salg i april i år.
Oprindeligt ønskede han 42 millioner kroner for den 301 kvadratmeter store villa, som derudover også består af en udnyttet tagetage samt kælder på 122 kvadratmeter, hvor der er indrettet musikstudie.
Men så meget fik han altså ikke.
Salget er først blevet tinglyst i begyndelsen af juli, men af skødet fremgår det, at villaen kun nåede kort tid på markedet. Allerede 21. april indgik Mads Langer en aftale med den nye køber, som har navne- og adressebeskyttelse.
Den 40-årige person har netop overtaget huset på den 714 kvadratmeter store grund, da kalenderen skiftede fra juni til juli.
Selv om Mads Langer måtte gå fire millioner kroner ned fra sin ønskede pris, så har det formentlig været en ganske fin forretning for ham alligevel.
Sangeren, som sidste år blev skilt fra Julie Lillelund, som han har en datter med, købte selv hjemmet i april 2021. Dengang betalte han 26 millioner kroner.
Dermed scorer han 12 millioner kroner på salget - et beløb, der naturligvis skal fratrækkes udgifter til renovering og lignende. Et arbejde, der ifølge ejendomsmægleren har været omfattende.
Ejendommen ligger i et område, hvor kreative personer som Susanne Bier, Mille Lehfeldt, Ole Bornedal, Adam Price, Nikolaj Lie Kaas og Søren Fauli har slået deres folder.
